Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune er enige om at finde den første million kroner til at igangsætte genåbningen af den fredede kanal.
Af Jacob Dalgaard
"Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det vil aldrig kunne lykkes uden kommunens opbakning, så nu tror jeg for alvor på, at det kan lykkes."
Sådan lød det fra museumsdirektør Anders Bloksgaard, da han i går havde fået nyheden om, at Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune er positivt stemt for en genåbning af Frederik Den VII's Kanal. Anders Bloksgaard er medlem af den syv mand store styregruppe, som organiserer det store projekt, som har et budget på over 89 millioner kroner.
Der er mange sten, der skal ryddes af vejen, før skibe igen kan sejle hele vejen gennem den 4,4 kilometer lange kanal, som blev udgravet med håndkraft i årene fra 1856 til 1861. Men Økonomiudvalget er indstillet på at afsætte 1 million kroner til at få projektet skudt i gang, når budgettet for 2020 snart skal lægges.
Og det er samtidig et blåt stempel til styregruppen om at arbejde videre med idéen om en genåbning. Borgmester Per Bach Laursen siger, at Økonomiudvalget er indstillet på at afsætte en million kroner til at igangsætte det myndighedsarbejde, der er påkrævet for at kunne begynde at søge fondsmidler til selve anlægsfasen. Derudover er udvalget også parat til at dække øgede driftsudgifter på op til 1,7 millioner kroner om året til kanalen efter en genåbning.
- Frederik Den VII's Kanal ligger i et Natura 2000-område, og den status skal ophæves for at projektet overhovedet kan gennemføres. De første omkring 155.000 kroner øremærkes til konsulentbistand for at afklare dette spørgsmål, og dernæst skal de afsatte midler bruges til at skaffe alle andre nødvendige tilladelser i hus. Viser det sig at være umuligt, standses hele projektet allerede her, siger Per Bach Laursen.
Økonomiudvalgets indstilling om at give en million til at igangsætte myndighedsarbejdet med genåbningen skal formelt godkendes af byrådet, når det nye budget om få uger bliver vedtaget. Da Økonomiudvalget er enige om indstillingen, ventes der ikke at kunne ske overraskelser.