”Vi skal spise”. Ingen reaktion. ”Så er der mad”. Forældrene kigger irriterede på hinanden, hvorefter mor går ind og tager telefonen og fjernbetjeningen ud af hånden på den 10-årige datter, der sumper i sofaen. Imens flår faren døren op til sønnens værelse, hvor han sidder med hovedet inde i computerskærmen og spiller Fortnite.
Hvis du er forælder, kender du måske situationen. I hvert fald er det et faktum, at skærmforbruget i familierne stiger år for år, og at mange forældre er frustrerede over, hvor svært det er at få børnene til at se op fra skærmen.
Den udvikling har fået Folkekirkens Familiestøtte til at udvikle et kursusforløb for de forældre, der ønsker at få mere styr på familiens skærmforbrug.
Fagligt tilbud som bygger på næstekærlighed
Folkekirkens Familiestøtte har hidtil haft fokus på at bakke forældre op i at skabe forandringer i hverdagen via frivillige forældrevenner og kommunikations- og samarbejdsforløb for skilte og par med børn. Men nu går de altså ind på en ny arena med forløbet om skærmforbrug.
”Vores mission er at støtte børnefamilier i at få en hverdag, hvor hele familiens trives. Og lige nu er der mange familier, der har udfordringer med at få styr på skærmforbruget, og så er det selvfølgelig der, vi sætter ind,” siger Anne Marie Nedergaard, som er koordinator i Folkekirkens Familiestøtte i Vesthimmerland og underviser på forløbet ”Få styr på familiens skærmforbrug”.
Forældrene bliver klædt på til at tage stilling til forbruget
”Vi kan ikke komme med en facitliste for, hvor meget og hvordan familier må bruge digitale medier, og herefter forsvinder alle problemer så”, siger Anne Marie Nedergaard.
På forløbet klædes forældrene på med faglig viden om børn og unges brug af digitale medier og får input til, hvordan man ændrer vaner i familien på en god måde. Undervejs er der både individuelle og fælles øvelser, hvor forældrene får reflekteret over, hvordan de ønsker skærmforbruget skal være hjemme hos dem.
”Det er de enkelte forældre, som skal tage stilling til, hvordan de ønsker skærmforbruget i deres familie. Ud fra viden og refleksion sætter de sig konkrete mål for skærmforbruget, som de hjemme i familien arbejder videre med,” siger Anne Marie Nedergaard om forløbet, som er målrettet forældre med børn i alderen 8-13 år og er uden egenbetaling.
Det er ikke let at ændre vaner
Når vi taler om skærmforbrug, bliver der meget ofte fokus på, hvor længe børn må sidde foran en skærm. Men i Folkekirkens Familiestøttes forløb er der også fokus på, hvad børnene laver på skærmene.
Det er Folkekirkens Familiestøtte, som har udviklet konceptet, men de har fået Center for Digital Pædagogik til at lave det faglige materiale om digitale medier, der undervises i.
Forløbet kører hen over et par måneder, og det er der en god grund til. ”Vi ved, at det kræver en større indsats at ændre vaner. Derfor er det godt at arbejde med det over en længere periode og få nye input undervejs fremfor for eksempel at deltage i et enkelt foredrag”, siger Anne Marie Nedergaard.