De henved 1700 mennesker på folkemødet for unge mennesker i Aars fik udvidet deres horisont.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det er ulækkert og grænseoverskridende. Det mener Line Særkjær Bro Pedersen og hendes veninde Freja Munkholm, som torsdag fik en udfordring, de næppe har drømt om. Men sammen med deres kammerater fra 9a på Østermarkskolen i Aars besøgte de på folkemødet i Aars Centrum kyllingeslagteriet Danpos stand, hvor de i bogstaveligste forstand kom ind under huden på virksomhedens produkter.
Iført plasthandsker og skåneærmer fik eleverne til opgave at dissekere de plukkede kyllinger og sy dem sammen igen.
- Det er egentlig meget sjovt, og vi lærer meget om de erhverv, der er her i byen, siger Line Særkjær Bro Pedersen om folkemødet. Freja Munkholm Haislund supplerer og konstaterer, at hun i det daglige ikke har tænkt over, at der faktisk findes så mange forskellige erhverv i Aars. Og så har hun på en erhvervsskolernes stand lært noget om, hvor meget butikker tjener på deres varer.
De to piger er også enige om, at det er berigende at komme ud og bruge hænderne i praksis.
Udstillingsvindue
Folkemødet for unge er netop tænkt som et udstillingsvindue for kommunens virksomheder, foreninger og organisationer, der på mødet kunne få direkte kontakt med de unge mennesker.
- Vi er med for at støtte op om ungdomsuddannelserne i Vesthimmerlands Kommune. Og så vil vi gerne fortælle de unge, hvad vi laver. I vores workshop handler det om andet end det, man kan se i køledisken. Vi viser dem de biprodukter, som enten sælges i Østen eller som går til minkfoderproduktion, forklarer Pernille Mortensen, der er HR-assistent op Danpo i Aars.
På standen lå der bakker med kyllingefødder, kyllingehjerter og flere for andre folkeslag så herlige delikatesser. Men det fik ikke tænderne til at løbe i vand hos hverken Line eller Freja. Line er i forvejen erklæret vegetar, og for Freja skulle aftensmaden i dag helst også være kødfri efter besøget hos Danpo.