Niels M. Christensen fra Borregård stiller op til Folketinget for Nye Borgerlige ved det kommende valg. Han er enig i parties stramme udlændingepolitik, men det er er erhvervspolitik og decentralisering, han vil slå på.
De indvandrere, vi får, er en befolkningsgruppe, som næsten ikke kan noget, og jobcentrene lærer dem ikke at arbejde og i stedet blive klienter. De nye borgere er således en stor og stærkt stigende belastning for fremtiden.
Det er en del af partiprogrammet i Nye Borgerlige, som Niels M. Christensen fra Borregård citerer og støtter op om og nu håber at blive valgt ind i Folketinget på. Men selv om han støtter en benhård kurs imod især muslimer, så er det andre områder, han vil fokusere på.
Han fremhæver det schweiziske system. Han vil gerne føre Danmark i samme retning med et decentralt styre.
- Et stort punkt i vores politik er decentralisering. Vi vil have rullet magten tilbage til kommunerne, og måske skal kommunerne være mindre efter Schweiz-modellen. Det går på alle måder bedre i Schweiz end i Danmark og i det øvrige Europa. Et af Europas store problemer er magtcentraliseringen i EU. "EF" skal være til handel. Resten skal være lokalt - meget lokalt, siger Niels M. Christensen, der til daglig er selvstændig maskinhandler i Borregård.
Niels M. Christensen flirtede for mange år siden Det Radikale Venstre, men partiet og Niels M. Christensen har gennem årene bevæget sig i hver sin retning. Siden har han været aktiv i Dansk Folkeparti i Aars, og nu tørner han altså ud for Nye Borgerlige.
Den seneste meningsmåling fra Voxmeter levner ikke plads til Pernille Vermunds nye parti, men skulle det komme ind alligevel vil afbureaukratisering i det offentlig være en anden vigtig mærkesag.