Der er basis for at blive klog på lidt af hvert i Folkeuniversitets efterårsaktiviteter. Mikkel Wold , sognepræst ved Marmorkirken i København, holder åbningsforedraget.
Flere gange har Mikkel Wold glædet tilhørerne med sine eksistentialistiske foredrag. Denne gang har foredraget titlen "Krop, ånd og jagten på lykke". Kosten, motionen, sporten, sommetider ekstremsporten kan til tider få meningsbærende karakter i vores liv, ja, kan næsten være en udgave af askesen. Men glemmer vi begreberne sjæl og ånd til fordel for krop?
Inden for samme uge med to dages mellemrum holder professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet to foredrag:
Det første er "Keynes- det 20.århundredes makroøkonomi: økonomi, politik og virkelighed". Keynes var arkitekten bag det 20. århundredes mest fremgangsrige periode fra 1945-1970 med økonomisk vækst og hidtil uset lav arbejdsløshed. Keynes teorier lå bag udformningen af det internationale samarbejde, som muliggjorde opbygningen af efterkrigstidens velfærdsstater.
Det andet er "Vækst, fordeling og bæredygtig udvikling i det 21.århundrede". Alle er enige om vigtigheden af økonomisk vækst. I traditionel økonomisk teori antages det, at en fri markedsøkonomi kan bidrage effektivt til at sikre varig vækst for alle. Men erfaringen fra det virkelige liv er en anden! Erfaringen giver et billede af stigende ulighed, mindsket velfærd og øget miljø-og klimabelastning. Hvordan kan
disse vigtige forhold inddrages i de økonomiske modeller og dermed indgå i den økonomisk-politiske rådgivning til fordel for alle?
3. oktober kan man opleve foredraget "Det svære valg: prioritering i sundhedsvæsenet", som vil blive holdt af Mickey Gjerris, lektor i bioetik v/ Københavns universitet. Udgifterne til sundhedsvæsenet stiger. Nye dyre behandlingstyper, stigende forventninger hos borgerne og voksende udgifter til at håndtere bunken med problemer, som vi gerne ser løst inden for rammen af sundhedsvæsenet, uden at
bunken med penge vokser. Alt dette gør, at der skal og må prioriteres! Hvilke værdier skal guide de mange valg? Dette er en etisk diskussion.
10. oktober vil Ditte Sørensen, Ph D i statskundskab fortælle om, hvor EU er på veh hen. 2019 har været et skelsættende år for EU. Europa-parlamentsvalg, Brexit-debat, problemer med Ungarn og Polen, toppost-skandale og nyt budget. Der gøres status
og gives et bud på, hvilket EU, der tegner sig i horisonten. Ser vi konturerne af en ny politisk situation?
Den nye biograf i Løgstør vil danne rammen for næste film-og foredragsarrangement den 9. november. Ole Wøide, lektor i dansk og filosofi har valgt den japanske film "Søstre" af den japankse instruktør HIrokazu Kore-edas. Denne film er en udforskning af, hvad der under en mere moderne synsvinkel kan forstås ved begrebet en familie. Filmen gjorde Ole Wøide glad, og han vil introducere film og instruktør før pausen, hvortil der kan bestilles sandwich. Efter pausen ses filmen og bagefter vil OW give en filosofisk perspektivering af filmen, suppleret med spørgsmål fra salen.
Endelig vil Broder Berg, museumsdirektør v/ Vesthimmerlands Museum, Aars slutte efterårets foredrag af med foredraget: Kulturarv til eftersyn. Hvad rummer begrebet kulturarv egentlig? Hvor kommer det fra? Og hvordan kommer det til anvendelse i dagens Danmark?
Se mere på www.fuvh.dk