Det danske folkefærd er flere gange blevet kåret som verdens lykkeligste. Det tyder på, at vi er godt tilfredse med tilværelsen. Men samtidig skyller en epidemi af depression og ensomhed ind over os, og en kvart million danskere tager såkaldte lykkepiller.
Så hvad er det egentlig, der betyder noget for vores livskvalitet? Er det et godt psykisk og fysisk helbred? Samvær med familie og venner? En stabil økonomi? Troen på en gud? Et velfungerende demokrati? En gåtur med hunden? Eller en kold øl i solen?
Vi lever i en tid, hvor vi kan 3D-printe organer, hvor behandlingen af store livsstilssygdomme dag for dag bliver bedre, og hvor teknologien kan servicere os med alt fra rengøring og pleje til selvkørende biler og avancerede sikkerhedssystemer. Det er ikke længere science fiction, og fremtiden kommer til at byde på endnu flere fantastiske muligheder - og nye etiske udfordringer. Men giver det os i bund og grund mulighed for et bedre liv?
På lørdag vil musikhistoriker Leif V.S. Balthzersen give tilhørerne sit bud i form af et indblik i livets store temaer, som den klassiske musik har forsøgt at fortolke dem. At lytte til musik af de store klassiske komponister er ikke kun en oplevelse og berigende i sig selv, men giver også indsigt og kan bidrage til at gøre os klogere på f.eks. liv og død, kærlighed, livsglæde og sorg.
Da der skal lyttes til et udpluk af nogle af de store værker af Bach, Mozart, Beethoven, Mahler og Carl Nielsen, afholdes dette arrangement i Løgstør Bio på et lidt utraditionelt tidspunkt, som kendere af Folkeuniversitetet i Vesthimmerland vil bemærke.
Foredragsholderen beskrives som en stor kapacitet med en meget bred faglig ballast, der på en ligetil facon og med smittende begejstring og kærlighed til musikken er i stand til at formidle et for mange af os sikkert lidt vanskeligt tilgængeligt stof.