Der var både kapsvømning, dykning og fadøl, da Løgstør Sportsdykkerklub i går fejrede sit 40 års jubilæum.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
10 af klubbens 50 medlemmer hoppede i våddragt og svømmefødder og ned i det 11,5 grader varme (kolde) vand i Frederik d. VII's Kanal, da Løgstør Sportsdykkerklub lørdag holdt standerhejsning og jubilæum. Kapsvømningen er en årlig tradition i klubben, som Jens Mikkelsen i år var forsvarende mester i.
I går mødte han dog sin overkvinde i en stærkt svømmende Kathrin Poulsen, som i tiden 32:10 minutter tilbagelagde de to kilometer i kanalen i klart hurtigste tid. Jens Mikkelsen blev hensat til andenpladsen, mens Poul Erik Poulsen snuppede 3. pladsen.
Fund af stammebåd skabte historie
Løgstør Sportsdykkerklubs medlemsskare ligger stabilt på cirka 50. I storhedstiden sidst i 80'erne var der omkring 85 medlemmer. Formand Hans Jørgen Østergaard Nielsen kiggede i sin jubilæumstale tilbage på nogle af højdepunkterne i klubbens 40-årige historie, og dem har der været mange af. Ikke mindst de mange udlandsture, som blandt andet har ført Løgstør-dykkerne til det Røde Hav.
Dykkerklubben var også med til indvielse af jollehavnen i Aggersund i 2004. Det blev epokegørende for klubben, da en af deltagerne tabte en kniv i havnen. Dykkerne sprang beredvilligt i vandet for at finde kniven. I denne søgen stødte de på en knap 700 år gammel stammebåd.
Stammebåden blev efter et års forberedelse trukket ind til Limfjordsmuseet, hvor den blev hævet. Stammebåden er i følge Hans Jørgen Østergaard Nielsen den første af sin slags i Danmark, som er blevet hævet op af vandet i hel tilstand.
Tidligere i klubbens historie har dykkerklubben også fundet en skonnert på bunden af fjorden mellem Aggersund og kalkværket. Dertil kommer en række andre effekter som gamle træankere, og det har også afstedkommet et fortrinligt samarbejde med Limfjordsmuseet.
3. ombygning i klubhus
Løgstør Sportdykkerklub har alle årene haft til huse i et hus på Løgstør Havn, som er stillet til rådighed af Vesthimmerlands Kommune. Klubben forestår selv den indvendige vedligeholdelse, og snart går medlemmerne i gang med den tredje renovering, hvor det denne gang er 1. salen, der skal indrettes til brug.
I anledning af jubilæet havde klubben dog udvidet sin kapacitet med et telt for at sikre den fornødne plads til alle deltagere, som blev trakteret med fadøl og pølser.