Hvad får borgerne i Vesthimmerland egentlig, når skadeklinikken på Farsø Sygehus igen udvider åbningstiden til kl. 22.00?
Af Jacob Dalgaard
Svaret på spørgsmålet fortaber sig lidt i tågen. Det står klart efter onsdag aftens generalforsamling i Farsø Sygehus' støtteforening, hvor borgmester Per Bach Laursen var inviteret til at fortælle om, hvordan kommunen bakker op om Farsø Sygehus.
Nok har regionen udvidet åbningstiden på skadeklinikken i Farsø som en kompensation for nedlæggelsen af lægevagten i foråret. Men hvad skadeklinikken kan udrette for tilskadekomne borgere har kommunen endnu ikke et overblik over. Der er nemlig også forvirring mellem begrebet skadestue kontra skadeklinik. Er der reelt tale om en nedgradering? I følge borgmesteren vil kommunens sundhedsudvalg i løbet af oktober få en orientering om, hvad regionens aftale om skadeklinikken indeholder.
Borgmesteren loddede også stemningen blandt de fremmødte på generalforsamlingen om han fortsat skal kæmpe videre for at få den nedlagte vagtlægeordning tilbage til Farsø. Det skal han, lod de fremmødte forstå.
Per Bisgaard, regionrådsmedlem for Venstre, var også til stede, og han var ikke optimistisk:
- Jeg vil ikke ødelægge den gode stemning, men der er ikke udsigt til, at der er læger nok de første 8-10 år til at bemande en lægevagt i Farsø, sagde han.
Men det er et spørgsmål om planlægning, svarede Kirsten Moesgaard, afgående formand for Farsø Sygehus' støtteforening. Hun mener, det er lægernes organisation PLO, der har valgt at droppe steder som Farsø.
Nyt sundhedshus på vej
Vesthimmerlands Kommune har bevilget penge til et nyt sundhedshus til 16 millioner kroner. Det skal opføres ved siden af sygehuset i Farsø. Her bliver der plads til mindst 4 privatpraktiserende læger i den ene halvdel af huset, mens resten af huset skal bruges til andre sundhedsrelaterede formål. Det nye sundhedshus vil være oplagt at benytte som løftestang for at få en vagtlægeordning tilbage til Farsø, foreslog Gert Hosbond fra støtteforeningen, og det synspunkt blev taget godt imod.
Sundhedshuset skal stå klar i 2023, og det skal blandt andet være med til at gøre det attraktivt at slå sig ned som privatpraktiserende læge i Vesthimmerland. Vesthimmerlands Kommune gennemførte i 2019 en charmeoffensiv overfor læger, og ifølge Per Bach Laursen er kommunen fortsat i dialog med et par læger, som viser interesse for kommunen som fremtidig arbejdsplads.