Lørdag formiddag stimlede en flok friske borgere sammen i Overlade for at køre grus på vejen ned mod Katmosen, hvor den i lang tid har ligget hen med grove sten. Stenene blev lagt på stien efter færdiggørelsen af kloaksepareringen i Overlade, og stien har siden været svær at færdes på for dårligt gående og kørestolsbrugere. Nu er den med frivillige kræfter jævnet ud med stabilgrus sponsoreret af Overlade Borgerforening, så alle har nemmere ved at færdes på stien. Katmosen er en gammel tørvegrav, som i dag er et rekreativt område, hvor der for snart 20 år siden blev etableret en sti omkring.