Den 18. juni 2019 er det 25 år siden, at en gruppe frivillige i Hvalpsund besluttede at åbne turisternes øjne for de herligheder, som findes i Hvalpsund og omegn.
Hver turistsæson siden dengang har ca. 20 ihærdige og engagerede frivillige bemandet Info-Hytten på Havnepladsen og ydet udstrakt service overfor turisterne til gavn for hele byen og egnen omkring Hvalpsund. I starten var det fra en gammel skurvogn, og i 2004 byggede man i samarbejde med Hvalpsund Borgerforening den nuværende Info-Hytte på Havnepladsen.
I 25 år har byens og omegnens erhvervsliv takket for indsatsen ved at annoncere i ”Velkommen til Hvalpsund” - en folder med kort og informationer om Hvalpsund. Igennem alle årene har de frivillige fået støtte og brochuremateriale fra Farsø og Omegns Turistforening/VisitFarsø, og i 2018 indledtes et tættere samarbejde med VisitFarsø. Formålet er at styrke begge og forsøge at give turisterne nogenlunde den samme information uanset om turisten befinder sig i Farsø eller i Hvalpsund.
I sæson 2018 indførtes gratis WiFi og computeradgang, og nu i 2019 udvides med turist-info-skærm, hvor turisterne døgnet rundt kan søge turistrelaterede informationer om hele Vesthimmerland. Infoskærmen er opsat af VisitVesthimmerland, som også er en afgørende samarbejdspartner for den frivillige gruppe og for VisitFarsø.
Jubilæet og samtidig åbning af Info-Hytten og logihuset for sæson 2019 finder sted lørdag d. 15. juni på Havnepladsen i Hvalpsund, hvor der blandt andet serveres gratis kaffe/te og rundstykker. Den egentlige åbningstale afholdes af Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen.
I løbet af dagen vil der være mulighed for at smage muslinger, kryddersnapse, øl og fedtesnitter og fiskefrikadeller. Gående kan få en gratis tur/retur til Sundsøre med færgen ”Mary”. Der vil være veteranbiler, motorcykler og gamle cykler at se på, golfminibane at spille på, egnsfortællinger at lytte til, hoppeborg at hoppe i og musik at lytte til. Plejehjemmet Hesselvang præsenterer curling, stigegolf og cykling.