Aase Lund fra Ældre Sagen Løgstør modtog i går årets Frivilligpris i Vesthimmerland.
Prisen blev overrakt af Morten Mejdahl, der er formand for Socialudvalget i Vesthimmerland. Han begrundede valget af Aase Lund således:
"Aase er primus motor i mange tiltag i det sociale, humanitære arbejde i Løgstør. Aase er tovholder og overordnet ansvarlig for i Torsdagscaféen - demenscafé - som startede i 2010. I cféen mødes hver 14 dag demente, pårørende og frivillige i Byens Hus i Løgstør. I den forbindelse har Aase også været initiativtager til en pårørende gruppe, der mødes én gang om måneden."
Det er Frivilligrådet i Vesthimmerland, der har peget på Aase Lund som årets prismodtager. Prisen, som består af et diplom, en buket blomster og 5000 kroner, blev overrakt i går i Idrøtscenter Østermarken i forbindelse med årets Frivilligmarked.
Her var tilslutningen til gengæld ikke voldsom stor. En række store arrangementer fordelt rundt omkring i kommunen skabte rift om det brede publikum, og Frivilligmarkedet kunne - til stor ærgrelse for de frivillige, som havde lavet udstillinger i hallen - kun mønstre knap 200 gæster.
Men hos én af de frivillige var glæden dog til at få øje på, og det var Aase Lund, som blev belønnet for sin frivillige indsats.
"Aase er et kreativt, idérigt og omsorgsfuldt menneske, der ser behov og muligheder i det, hun beskæftiger sig med som frivillig i Ældresagen Løgstør, sluttede Morten Mejdahl.