Danske frugtavlere har svært ved at konkurrere med priserne på udenlandsk frugt. Det får nu frugtavler Finn Brix-Mikkelsen fra Brovejens Flugtplantage i Aalestrup til at smide 10 tons spiseæbler ud på marken.
Finn Brix-Mikkelsen ærgrer sig over madspildet:
”Det er svært at hamle op med priserne på de udenlandske frugter. Priserne er så små, at det ikke kan betale sig for os at sælge. Derfor er vi nu nødsaget til at smide frugten ud. Det er rent madspild ” siger Finn Brix-Mikkelsen og fortsætter:
”Problemet er, at danske frugtavlere er udsat for ulige konkurrencevilkår i form af blandt andet skrappere miljøregler og større udgifter til lønninger, sprøjtemidler, el og vand.
De ulige konkurrencevilkår viser sig ved, at to ud af tre æbler, der i dag bliver solgt i Danmark, kommer fra udlandet.
V-folketingskandidat vil se på konkurrencevilkårene
Danske frugtavlere er underlagt en række særregler, som ikke gælder for konkurrenter i andre europæiske lande. Folketingskandidat for Venstre i Himmerland vil derfor henvende sig til miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen med en opfordring til at se på reglerne.
”Det er et stort problem, at danske frugtavlere bliver nødt til at smide godt dansk frugt ud, fordi vi ikke har lige konkurrencevilkår med vores nabolande”, siger Marie Bjerre, der er bekymret for fremtidens frugtavl, hvis der ikke gøres noget ved de ulige konkurrencevilkår:
”Det er ikke rimeligt, at dansk erhvervsliv bliver pålagt strengere regler end deres konkurrenter i vores nabolande. Reglerne burde være lige for de lande, vi konkurrerer med. Derfor vil jeg henvende mig til vores miljø- og fødevareminister, så vi kan få lavet et nabotjek af reglerne. Ellers risikerer vi, at vi har set den sidste frugtavler i Danmark” advarer Marie Bjerre.