Omkring 130 gæster var samlet i Per Kirkebys store udstillingssal, da Vesthimmerlands Museum den 21. november slog dørene op til en udstilling med stramajbroderier og skulpturer af kunstneren Thomas Wolsing.
Wolsings arbejder beskæftiger sig med bygningsruiners æstetik og de mange fortællelag, der udgår fra en bygning i forfald. På Vesthimmerlands Museum har kunstneren indarbejdet genstande fra museets samlinger i udstillingen, bl.a. døre, vinduer, en dørstolpe og en vindovn.
Genstandende fremstår således på grænsen mellem at være bygningsaffald og bevaringsværdige museumsgenstande. Udstillingen udfordrer dermed gæsterne til at forholde sig til spørgsmål om, hvordan forandringer i landdistriktet skal dokumenteres, og hvad museerne skal gemme for eftertiden.