I aftes udbrændte et fyrrum hos Ole's Smedeforretning i Haubro.
Brandvæsenet fra Aars måtte i aftes til Haubro for at slukke en brand på Løgstørvej 117. Der var gået ild i et fyrrum med lager af flis.
Indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab, René Nikolajsen, forklarer, at der var ild i en bygning med et fyrrum på omkring 50 kvadratmeter og et tilstødende rum af samme størrelse med lager af flis. Selv om fyrrummet udbrændte, kan indsatslederen ikke konkludere, at det er der, branden startede.
Ejeren af fyrrummet havde tilset fyret ved 17-tiden i aftes, hvor alt var i orden. Men klokken 21.47 blev der slået alarm på grund af branden.
Brandfolkene var udfordret med få branden slukket, idet den bredte sig under nogle blikkplader, og først omkring klokken 01.00 kunne René Nikolajsen igen forlade brandtomten.
Klos op af den nedbrændte bygning ligger der et dobbelthus, men det var på intet tidspunkt i fare for at blive fanget af ilden. Der var kun lidt røggener, oplyser René Nikolajsen.