En flok gåsegribbe har vakt ornitologisk sensation i Danmark - søndag trak de flere hundrede fugleentusiaster til Vesterris.
Tekst og foto: Per Lyngby
De seneste dage har en flok på omkring 30 gåsegribbe skabt stor opmærksomhed i Danmark. De blev først spottet ved Aalborg, og søndag havde de så valgt at slå sig ned i Vesterris ved Aalestrup. Vesthimmerlands Kommunes naturvejleder Karin Winther var ikke sen til at dele oplevelsen med sine læsere.
Rygtet om de store og imponerende fugles tilstedeværelse fik straks fotogribbene til at lette og søge mod Vesthimmerland. Da Lokaltindblik.dk lagde vejen forbi Vesterris søndag sidst på formiddagen var flere hundrede fugleentusiaster og lokale nysgerrige på plads med kameraer og kikkerter for at få et glimt af de store fugle.
Lokaltindbliks fotogtraf var heldig at fange fuglene på en mødding tæt på Østrup - før karavanen af biler nåede frem. De store fugle havde øjensynligt fundet føde på møddingen og var lette at komme tæt på, da de sad på taget og møddingen. Kort efter begyndte flere biler at ankomme og fotojagten kunne fortsætte, medens netavisens udsendte drog hjemover for at se dagens skud igennem og gøre klar til deling med Lokaltindbliks læsere.
Gåsegribbene lever normalt i det sydlige Europa, og man regner med, at flokken er ungfugle, som har forvildet sig med varme luftstrømme til Danmark, hvor der er særdeles sjældent at de har været observeret.