Lions Club Freja søsætter et nyt tiltag i Løgstør, når der den 27. april arrangeres Lions Freja Walk 2019.
Af Jacob Dalgaard
Lions Freja Walk er en gåtur på 6 kilometer rundt i Løgstør, hvor der venter deltagerne små overraskelser undervejs. Det nye tiltag er udviklet af Lions Club Freja, der håber på, at arrangementet bliver en årlig tilbagevendende begivenhed, der giver overskud til godgørende formål.
Walk'en afholdes første gang den 27. april. Det er ingen konkurrence, så det gælder ikke om at komme først. Derimod handler det om at få gode oplevelser på gåturen, der blandt andet fører deltagerne ud på Himmerlandsstien og gennem nogle af byens stisystemer.
Et eventuelt overskud går i år til Børn & Sorg i Vesthimmerland, som er en samtalegruppe for børn og unge mellem 12 og 17 år, der har en alvorlig syg forælder eller søskende, eller der har mistet et nært familiemedlem.