I en lang årrække har den gamle højskole på Møllevej i Aars stået som en ruin midt i byen. Men ikke meget længere, da et nedrivningsfirma allerede er godt i gang med at fjerne bygningerne.
Tekst og foto: Per Lyngby
Der har været en del problemer med, at de lukkede og afspærrede bygninger har været udsat for hærværk. Så sent som i juni i år har der været flere tilfælde, hvor der er blevet tændt bål i bygningerne. Således måtte en nabo selv tage affære og gå ind i bygningerne for at slukke ilden.
Disse episoder har fået politiet til at bede kommunen spærre bygningen af. Ejerne af grund og bygninger har dog selv valgt at tage mere drastiske midler i brug, da de besluttede at nedrive bygningerne. Arbejdet er allerede langt fremme, og da Lokaltindblik.dk's fotograf kom forbi Møllevej i Aars onsdag eftermiddag, stod kun en lille del af den gamle hovedbygning tilbage.
Det er et ejendomsselskab, som ejer grunden, hvor der tidligere har været offentliggjort planer om at opføre 23 nye huse til udlejning. Der er dog ikke sat dato på, hvornår dette projekt føres ud i livet.