Den 12. juli indvier Gedsted en helikopterlandingsplads, der skal gøre Gedsted til et vigtigt knudepunkt for folk med behov for hurtig transport.
Helikopterlandingspladsen - en såkaldt heliport - er en gave til gavn for Gedsted by. Den er kommet i stand i et samarbejde med Doris Lauritzen, formand for Gedsted Beboer- og Erhvervsforening og Knud Rohde.
Knud Rohde har tidligere startet et helikopter-firma i Bjerringbro og fløjet luftledningsinspektion i 3½ år.
Det er erfaringen fra dengang, der gør, at Knud Rohde har fået idéen til at skaffe en start- og landingsplads for en helikopter i Gedsted, så byen kan blive kendt rundt om i landet.
Det kan være travle erhvervsfolk i Nordjylland, der skal nå et møde i en anden del af landet på rekordtid, som kan få glæde af den nye heliport. Men også andre, som gerne vil blive den oplevelse rigere at få en tur i helikopter, er velkomne.
Indvielsen finder sted den 12. juli på stadion ved hallen i Gedsted og bliver åbnet af Venstre transportordfører i Folketinget, Kristian Pihl Lorentzen.
Der vil mod betaling blive mulighed for at få en tur med helikopteren, som opmærksomme borgere i Gedsted måske så lande på fodboldbanen ved skolen i Gedeskægsugen. Priser på en tur med helikopteren fra Gedsted til forskellige steder i landet vil efter indvielsen kunne ses på byens hjemmeside.
Knud Rohde er vært ved en øl eller vand ved indvielsen, og pilot Stephan Erlandsen vil godt og sikkert få helikopteren i luften denne dag. Marie Gry Hermmersen fra Roskilde, som ejer helikopteren, råder over 6 helikoptere, der kan få folk hurtigt til og fra bestemmelsessteder i landet. Heliporten bliver hendes første i Nordjylland.
Helikopteren kan flyve 200 kilometer i timen og 600 kilometer på en tank.