Efter to en halv uges lukning genåbnede genbrugspladserne i dag.
Af Jacob Dalgaard
Selv om forårsoprydningen mange steder er gået i gang, og mange endog har haft ekstra god tid til det på grund af corona-situationen, så udeblev det store stormløb mod genbrugspladsen i Oudrup, da den i morges genåbnede.
De vesthimmerlandske genbrugspladser lukkede ned sammen med en række andre offentlige arbejdspladser, da Mette Frederiksen den 11. marts lukkede Danmark ned. Dog har man hele tiden kunnet aflevere haveaffald på genbrugspladsen i Farsø. Derfor var det også ventet, at der i dag ville komme mange med trailere, men i løbet af formiddagen var situationen i Oudrup ganske normal uden kø.
Der er fortsat en række begrænsninger på genbrugspladserne. Man skal blandt andet holde to meters afstand til andre, og brugerne bedes medbringe handsker og egen kost og skovl, hvis de skal aflevere haveaffald eller andet løst affald.
Indtil videre er genbrugsbutikken i Oudrup fortsat lukket, men det er muligt at aflevere ting til genbrug.