Søndag var der Åbent Landbrugs-dag, og den invitation tog mange imod både i Vilsted og i Borregård
Det var to vidt forskellige gårde, der søndag slog dørene op. På Haldrupgård i Vilsted kunne besøgende se 300 malkekøer på et stordriftslandbrug, mens man på Bjørnkærgård ved Overlade kunne se et hobbylandbrug med 22 stykker kødkvæg af racen Blonde d' Aquitaine.
På Bjørnkærgård havde gårdejer Kristian Haldrup først været lidt skeptisk, da han blev opfordret til at slå dørene op på den årlige dag, hvor landbruget inviterer offentligheden indenfor. Dels på grund af den - efter nutidens målestok - lille besætning, men også fordi gårdens maskiner heller ikke er af de største.
Men Kristian Haldrup tog imod opfordringen og valgte at vise, hvordan et landbrug trods alt også kan se ud i 2017. Til gengæld havde han valgt at invitere andre dyr ind på gården i dagens anledning. Det gav børn og voksne mulighed for at se både bier, høns, duer, kaniner og får.
På Haldrupgård var der udover køer og mange små kalve også en stor Arla tankbil, som børnene fik lov at sidde i. På begge gårde var der desuden rigget an med en masse aktiviteter, som gjorde de åbne landbrug til et vellykket udflugtsmål på en solbeskinnet septemberdag.