Efter 25 år på ønskesedlen er der nu afsat penge til en udvidelse af Gislumvej.
Af Jacob Dalgaard
Bare man bliver ved længe nok, skal det nok lykkes. For et par år siden var det en bro over Simested Ådal, der efter mange års ventetid endelig blev bevilget og i år er det en opgradering af Gislumvej, der er kommet på budgettet.
Et enigt byråd har afsat 4 millioner kroner om året de næste fire år til at opgradere Gislumvej fra en B-vej til en A-vej. Det er strækningen fra rundkørslen ved Aars Ringvej til rundkørslen ved Svoldrupvej, som skal opgraderes.
Der er gennem tiden registreret en del uheld på Gislumvej. Ved gennemgang af uheldene er der konstateret, at der er en overrepræsentation af eneuheld i horisontalkurver. Derfor er en omlægning af kurverne en del af planen, ligesom vejen også skal gøres bredere fra 5,5 meter til 8,8 meter.
Det omfattende anlægsarbejde omfatter også hastighedsbegrænsende tiltag i Gislum. Der kører gennemsnitligt 2.106 køretøjer på Gislumvej i døgnet.