Lørdag d. 16. januar 2021 - �rgang 15
Arkivfoto

Godt forhandlingsklima trods hundebid

20-12-2020

Borgmester Per Bach Laursen arbejder stadig på at få en løsning med Kenneth Haastrup i Aggersund, som i mange år har været en torn i øjet på både kommunen og borgere i Aggersund.

Af Jacob Dalgaard

"Lover at fjerne skrotbiler inden sommer".

Sådan lød en overskrift her på Lokaltindblik.dk i 2008, efter at Kenneth Haastrup havde lovet daværende formand for Teknik- og Miljøudvalget, Knud Kristensen, at fjerne sine gamle biler, som dengang stod og skæmmede på Fjerritslevvej 14 og flere andre steder i Aggersund. 

Her næsten 13 år senere er situationen ikke blevet bedre. Utallige gange har kommunen været på besøg - ofte under politibeskyttelse - hos Kenneth Haastrup, der har fået flere miljødomme, en dom om trussel mod en journalist og flere gange har udtrykt, at han er ligeglad med folks meninger om ham.

Der har gennem årene været holdt borgermøder, der er blevet indgået aftaler med Kenneth Haastrup, og flere gange har forskellige kommunale politikere, ligesom Knud Kristensen annonceret, at nu er der indgået en aftale, der skal få ryddet op i Aggersund. Men hver gang har kommunen og borgerne stået som taberne, for der er ikke sket noget som helst. Aggersund er fortsat skæmmet af skrotbiler og andet skrammel på adskillige matrikler, som Kenneth Haastrup breder sig på i byen. 

Ikke desto mindre tror nuværende borgmester Per Bach Laursen, at han kan indgå en aftale med Kenneth Haastrup. For et år siden sagde borgmesteren, at han forventede en aftale inden påske. Altså påsken 2020. Så let skulle det dog ikke gå.

- Men vi er stadig i en proces og holder møder med Kenneth Haastrup og hans advokat. Vi har ingen løsning, men vi har et nyt møde i januar, og jeg kan spore en vilje til at få det løst, siger Per Bach Laursen. 

Borgmesteren har af byrådets partier - med undtagelse af VesthimmerlandsListen - fået et mandat til at indgå en aftale med Kenneth Haastrup. Af hensyn til processen kan han ikke røbe, hvad mandatet er. Tidligere har det været fremme, at kommunen arbejdede på at opkøbe de ejendomme, som Kenneth Haastrup disponerer over. 

Per Bach Laursen erkender, at det er en vanskelig forhandling. Det har noget med mennesker at gøre, og samtidig handler det om ansvarlighed overfor kommunekassen, forklarer han. Samtidig affejer borgmesteren de folketingspolitikere, der hævder, at der allerede er lovhjemmel til at kommunen med tvang kan rydde de omtalte matrikler i Aggersund. 

- De tager fejl. Hvis det var tilfældet, havde vi allerede brugt den mulighed, sagde Per Bach Laursen, da han forleden sammen med pressen skuede tilbage på 2020 i Vesthimmerland. 

Under et kontrolbesøg for nyligt blev en af kommunens medarbejdere bidt af Kenneth Haastrups hund, mens han ikke var hjemme, selv om besøget var anmeldt. Denne episode til trods er der et godt forhandlingklima, siger Per Bach Laursen om møderne med Kenneth Haastrup. 

Men under årets 2020 kavalkade afholdt borgmesteren sig dog fra at sætte en dato på, hvornår problemet i Aggersund er løst.  

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!