Med støtte fra Jutlander Bank og Fonden for Sparekassen Himmerland er Løgstør Golfklub nu kommet et godt skridt videre i bestræbelserne for at forbedre træningsfaciliteterne for medlemmerne. Det er planen at overdække og skærme 1/3 af udslagsmåtterne af på 3 sider.
- På vegne af vores fond overrækker jeg 25.000 kr. til Løgstør Golfklub, så træningsfaciliteterne kan blive endnu bedre og flottere. Med afskærmede og overdækkede udslagsmåtter bliver klubben mindre afhængig af vejrliget, forklarer afdelingsdirektør Rene Christensen fra Jutlander Bank Løgstør.
Golfklubben er med pengene fra Jutlander Bank nået et godt stykke videre, men der mangler fortsat lidt, før planerne kan realiseres.
- Jeg håber, at klubben hurtigt når i mål, for en aktiv og velfungerende golfklub er et stort aktiv for byen, slutter Rene Christensen.