Glæden var stor blandt børn og personale i Myren i Overlade, da de fik at vide, de havde modtaget et bidrag fra Matas Miljøfond, som hjælp til at gøre institutionen grønnere. Matas Miljøfond har siden dens oprettelse i 1995 bidraget til, at flere end 2000 legepladser rundt om i Danmark har fået buske og træer og dermed medvirket til at børn og barnlige sjæle har fået grønnere omgivelser at lege i.
LBO Myren har for det kontante tilskud valgt bl.a. at indkøbe diverse duftbuske og frugttræer, som udover at pynte er med til at stimulere børnenes sanser. I forbindelse med Myrens arbejdsdag har børnenes forældre bygget en flot overdækning, som med tiden vil blive lukket af de træer og vindrueplanter, som nu er plantet omkring denne.
Børnene i Myren har ikke kun beskæftiget sig med gartneri. I går havde børnene afsat en del af dagen til at fejre Spil Dansk Dagen i selskab med nogle af de bedsteforældre, som var mødt frem. Og der blev sunget med på gode gamle klassiske børnesange som Se den lille kattekilling og En elefant kom marcherende m.fl. Bagefter var der boller, saftevand og kaffe til deltagerne.