DGI’s forårsopvisning i Farsø samler 2600 gymnaster fredag og lørdag.
Tekst & foto: Per Lyngby
Udenfor kunne man stadig se sne på veje og boldbaner, men indenfor i Dronning Ingrid Hallerne i Farsø var der en duft og stemning af forår, da DGI sammen med lokale gymnastikforeninger arrangerede forårsopvisning i Dronning Ingrid Hallerne i Farsø.
Vinteren igennem er der blevet øvet rytmiske serie og akrobatiske spring, og i denne weekend er der så lejlighed til at vise publikum, hvad der er kommet ud af anstrengelserne. Og det store publikum, som var mødt frem i Farsø fredag aften, kunne konstatere, at de mange timers træning har givet pote: Foreningshold og store efterskolehold diskede op med fantasifulde, yndefulde og pragtfulde rytmiske serie og spring så mange saltoer og rotationer, at det utrænede øje slet ikke formår at tælle, hvor mange der er tale om i et enkelt spring.
DGI’s opvisning i Farsø arrangeres i praktisk samarbejde med de lokale gymnastikforeninger i Vester Hornum, Ullits og Aars, og man forventer at have omkring 50 frivillige i sving i løbet af de to dage, hvor mere end 2600 gymnaster er på gulvet i Farsø.
Fredag aften var 5 efterskoler og 9 foreningshold på gulvet, og de fik flere gange publikum helt op af stolene for at give stående bifald for præstationerne. Et af aftenens mere muntre indslag var IK Rosendals “ka’lehold” med navnet “Hold Fast”. De 41 veltrænede gutter gav prøver på kraftfulde spring, men så sandelig også yndefuld gymnastik, som mange kvindehold må misunde dem. Altsammen leveret med en smittende humor og stor ladning energi.
Lørdag fortsættes der med gymnastik fra midt på formiddagen til ud på aftenen, hvor DGI Nordjyllands eget Rep-hold runder af med et brag af en opvisning.