I Løgstør Håndboldklub blev 2019 bogstaveligt talt skudt ind med bolde i alle mulige former og farver til Håndboldens Dag den 5. januar. Løgstør Håndboldklub følger nu op med 1 ny aktivitet Five-a-side håndbold og håber, at rigtig mange vil være med til at få gang i det nye tilbud.
Lørdag den 5. januar inviterede håndboldklubber over hele landet til Håndboldens Dag. Løgstør Håndboldklub var også repræsenteret og slog dørene op til Kultur- og Idrætscenter Lanternen.
Fra kl. 13.00 og de næste timer summede hallen af sjove aktiviteter, der både gav sved på panden og smil på læben hos deltagerne. På dagen var der mulighed for at prøve at spille med bløde håndbolde som den nye gule bold, der blandt andet bruges til det nye motionshåndboldspil Five-a-side.
Der var mange andre aktiviteter for børn og voksne i alle aldre. Eksempelvis dagens hårdeste skud med fartmåler, præcisionskast, og småspil på mål. Endvidere fik alle børn et familiediplom og tatoveringer med hjem
”Det har været en rigtig god dag, og jeg er meget glad for, at vi meldte os som arrangører. Jeg synes virkelig, at vi har fået noget ud af at være med, og hallen har sydet af aktivitet hele dagen. Jeg har både set en masse kendte ansigter, men der er også mange nye, der har kigget forbi. Forhåbentlig har de fået lyst til at komme igen og prøve nogle af de tilbud, vi har her i klubben, fortæller aktivitetsformand Martin Ravn, LHK.
På den anden side af Håndboldens Dag står Løgstør Håndboldklub klar til at tage imod alle dem, der måtte have fået mod på mere håndbold. Klubben tilbyder både Trille-Trolle og Five-a-side håndbold. Første gang med Five-a-side starter onsdag 9. januar 2019, og de efterfølgende onsdage inviterer klubben alle til gratis prøvetræning med det nye tilbud Five-a-side håndbold. Det foregår i Kultur- og Idrætscenter Lanternen, hvor man blot møder op.
Læs mere om Løgstør Håndboldklub’s tilbud på: www.lhk.dk
Om Håndboldens Dag
Håndboldens Dag er et nyt initiativ under ’Bevæg dig for livet – Håndbold’ i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund, DIF, DGI og med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Tanken med Håndboldens Dag er, at så mange som muligt skal have mulighed for at prøve kræfter med håndbold i hyggelige og uformelle rammer, hvor både store og små kan være med. Håndboldens Dag blev for første gang afholdt lørdag den 5. januar 2019.