Aars HK's førsteholds herrer vil på lørdag til hjemmestævnet i Østermarkshallen samle penge ind til Knæk Cancer.
I Danmark rammes hver 3. af kræft og gør alle andre til pårørende. Sådan lyder den barske statistik forud for denne uges ”Knæk Cancer uge”, hvor danskerne står sammen og giver en økonomisk hjælpende hånd mod kræft. Ugen kulminerer lørdag med TV2´s store indsamlingsaften, som samler danskerne og hvor rigtig mange såvel private som virksomheder og foreninger bidrager med stort og småt i kampen mod at færre får kræft og flere overlever og får et bedre liv efter sygdommen.
Aars er kendt for at være en del af dette sammenhold og nu har også det lokale 1. hold herrer i Aars HK valgt at komme på banen her, hvor den frygtelige sygdom også har ramt deres sportslige netværk. Idrætscenter Østermarken danner lørdag rammen for Aars Hk´s hjemmestævne, hvor herreholdet møder et af de forventede tophold Nørre Djurs HK.
”I dagens anledning har vi på holdet investeret i opvarmningstrøjer, som alle spillere og trænere vil iføre sig forud for kampen - påtrykt ”Aars HK knækker cancer””, udtaler de 2 lokale spillere Thomas ”Lange” Steffensen og Jeppe Rask, der sammen med klubmanden Jonas Sloth er initiativtagerne til holdets arrangement som tillige omfatter et lotteri.
”Vi sælger lodsedler hele lørdagen i Idrætscenter Østermarken – startende om morgenen hvor de yngste klubmedlemmer træner i følge med deres forældre. Og i løbet af eftermiddagen afvikles 4 hjemmekampe, hvor også vores U15 drenge div., 2. div. damer samt vores U19 piger div. spiller” fortsætter Jonas Sloth.
”Vi fik ideen en træningsaften og har i sidste uge været ude at møde det lokale handelsliv og sponsorer for gaver til lotterisalget. Vi er meget taknemmelige og stolte over den enorme opbakning vi har mødt. Vi er berørte af det flotte engagement og den store involvering, vi fornemmer, der er i vores lokale by. Det har været meget inspirerende og motiverende for os”, slutter Thomas ”Lange” og Jeppe, der begge har spillet håndbold i Aars HK i ca. 15 år og sammen med deres holdkammerater selv forestår hele arrangementet.
Al indtægt går ubeskåret til Knæk Cancer landsindsamlingen lørdag aften, hvorfor spillerne håber på stort fremmøde og opbakning i Idrætscenter Østermarken, hvor holdfællesskabet kan gøre en lille forskel i kampen mod cancer og herigennem bakker op om de familier der er berørte heraf. På billedet ses spillere og trænere i knæk cancer trøjerne.