Torsdag d. 15. november 2018 - Årgang 13

Håndboldklub står bag cykelsponsorløb i Løgstør

12-09-2018

Løgstør Håndboldklub arrangerer i fællesskab med Løgstørs Handelsstandsforening et stort sponsorcykelløb lørdag den 22. september.

Løgstør Håndboldklub vil gerne slå to fluer med et smæk, når klubben næste lørdag arrangerer cykelsponsorløb i Løgstør. Det overordnede mål er at samle penge ind til klubbens ungdomsafdeling - men samtidig skabe liv i Løgstørs midtby.

Klubben søger nu cykelryttere, som gerne vil bakke op om formålet ved at cykle i den time, der er afsat til løbet. Det er den enkelte rytter, der selv skaffer en eller flere sponsorer, som bidrager med enten et fast beløb eller et beløb pr. cyklet omgang.

"Selvom det gælder om at få penge i kassen, vil vi gerne understrege, at det handler om at deltage og støtte Løgstør HK, så alle beløb – store som små – er velkomne," skriver Løgstør HK's aktivitetsudvalg i indbydelsen.

Ruten går gennem Østerbrogade, Købmagergade, Rådhusgade og Blindebomsgade i Løgstør centrum.

Cykelløbet er et sjovt og muntert indslag, som gerne skulle trække et stort publikum, og der vil også blive uddelt overraskelser og præmier.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!