Renovest venter på bedre priser på hård plast. Derfor lægges det indsamlede plast fra vores affaldscontainere på lager.
Renovest har gennem et stykke tid oparbejdet et større lager af hård plast, som blandt andet stammer fra én af de tre affaldscontainere, som siden starten af 2016 har stået ude hos de vesthimmerlandske boliger.
Det er dog ikke forgæves, at vi sorterer det hårde plast fra, for det skal nok blive genanvendt, forsikrer Renovests ditektør, Heine Munk:
- Hele vores lager kan sælges i morgen, men da priserne på plast er meget dårlige lige nu, og har været det i længere tid, er det korrekt at vi oparbejder et lager. Vi har netop fået kontrolleret alle vores oplag af brandmyndighederne, og alt er som det skal være, og der er yderligere plads. Så min beslutning er, at så længe vi lovligt og forsvarligt kan oplagre plasten, så gør vi det og venter på markedet stabiliserer sig. Alternativet vil være at gå i panik og sælge for dyrt med yderligere omkostninger på sigt for borgerne til følge, og det ligger ikke til os.
Generelt er folk gode til at sortere hård plast fra. Renovest ønsker imidlertid, at flere vil skrue lågene af plastflasker, inden de kommer i containeren af hensyn til den videre forarbejdning, hvor luften presses ud af plasten, så det ikke fylder så meget ved transport.
Herunder kan du i øvrigt se en video, der demonstrerer, hvordan man kender forskel på blød og hård plast.