Onsdag d. 26. februar 2020 - �rgang 15

Hækler maskotter til velgørenhed

12-02-2020

I Aalestrup sidder en flok kvinder i foreningen Carpe Diem og hækler maskotter i formand Poul Erik Jensens hjem til fordel for foreningen.

Carpe Diem hjælper bl.a kræftramte børn, forældre til børn på børneafdelingen i Aalborg, som måske mangler overskud til en tur i zoo, eller den giver penge til barnepige til forældre, som skal med andet barn på sygehuset. Også udsatte familier og socialt udsatte kan søge støtte til eksempelvis weekendophold, tøj, mad, penge til mad, til konfirmationer, bil til konfirmation, sommerlejr, ADHD lejre i Sønderjylland, legetøj og julegaver.

Poul Erik vil dog helst, at det er ansøgere i nærområdet, da de gerne følger op på deres donationer med telefonsamtaler eller hjemmebesøg. Når man ansøger hos Carpe Diemer er man ikke bare et nummer. Poul Erik fortæller, at bestyrelsen går meget ydmygt til opgaven, og at de er glade, når hjælpen lander det rigtige sted. Han uddyber også med, at der ikke er et ansøgningsskema.

I stuen er stemningen hyggelig og uformel, der snakkes om løst og fast, ”stikkesting, stangmasker på anden omgang” mm. Udformning af maskotten diskuteres, nye ideer vendes, og det er tydeligt at alle er meget engagerede i både arbejdet mad maskotten såvel som i de gode formål, som de støtter i deres arbejde med at hækle. Alvoren sniger sig ind, når Poul Erik fortæller om baggrundene for ansøgningerne, som han og bestyrelsen behandler løbende. 

Ideen til Carpe Diems maskot opstod fordi foreningen havde et ønske om at udbrede kendskabet til Carpe Diem. Budskabet skulle længere ud, så flere ville få kendskab til den - både ansøgere og givere, for formålet er ikke at tjene penge, men at få dem videreformidlet til trængende.

Mønsteret til maskotten er lavet af Poul Eriks rigtig gode veninde, Dorthea. Den er udformet som en sol med stråler, åbne øjne på den ene side og lukkede øjne på den anden. Selve ideen med strålerne er, at når den fx hænges op over en vugge, så kan barnet ”gribe strålerne” – det kan ”gribe dagen”, som Carpe Diem betyder. ”Og så bliver man jo glad af at se på den”, siger Poul Erik.

Maskotten sælges for 100 kr, og pengene går ubeskåret til Carpe Diems arbejde. Fragten af maskotter er sponsoreret af Aalestrup Elektro. Den kan købes ved henvendelse til Pia Møller Kristensen på mail pia.moeller.kristensen@gmail.com.

Det er også muligt at støtte Carpe Diem gennem firmamedlemskaber, hvor det er muligt at vælge mellem guld, sølv og bronzemedlemskaber. Personlige medlemskaber kan også tegnes og donationer i enhver størrelse modtages med taknemmelighed. 

For tiden sidder 9 kvinder fra Aalestrup området og hækler for Carpe Diem. Flere af dem er engageret i frivilligt arbejde på flere måder, og der er ingen tvivl om at de har hjertet på rette sted, når det handler om at hjælpe samfundets svageste. Men der mangler flere hæklere!

Foreningen går meget op i, at arbejdet er på frivillig basis – ingen stress, ingens pres. De mødes ca en gang om måneden, men der er ingen mødepligt, så det skal man heller ikke føle sig presset til. Langt det meste af arbejdet foregår hjemme, når man synes, man har tid.

Når man spørger dem om, hvor længe det tager at hækle en maskot, svarer en med smil i stemmen: ”Det kommer an på hvor mange gange der skal pilles op”.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!