Investeringer i infrastruktur, service og oplevelsesmæssig formidling skal gøre Hærvejen til det førende rejsemål for vandring- og cykelturisme i Nordeuropa. Med 915.000 kr. fra Nordea-fonden inviteres borgere, erhverv og lodsejere langs ruten til at udvikle planerne, som skal gøre drøm til virkelighed. Derfor igangsættes nu et forprojekt, som skal gøre den fælles ambition til virkelighed. Forprojektet skal munde ud i en samlet udviklingsplan, som ventes klar i begyndelsen af næste år.
Styrket adgang til store naturoplever, bedre faciliteter og øget mulighed for at gå på opdagelse i historien og lokalkulturen.
Disse målsætninger har samlet 12 kommuner og en lang række lokale turistorganisationer, som skal udnytte og udvikle Hærvejens potentialer. Alt sammen gennem en sammenhængende natur-, kultur- og turismeindsats.
Hærvejen har fra bronzealderen til begyndelse af moderne tid udgjort Jyllands hovedfærdselsåre for handlende, pilgrimme og godtfolk. Over en sammenhængende strækning på 450 kilometer, fra nord til syd, har Hærvejen i århundreder skabt sammenhæng og rammer om danskernes daglige liv, både i forbindelse med handel og i urolige tider med krig. I dag er Hærvejen stadig rammen for en unik natur- og kulturoplevelse, hvor rejsende søger hen for at finde ro og nærvær, til bens eller på cykel, tværs igennem nogle af landets smukkeste naturlandskaber og lokale kulturmiljøer, lige der hvor Danmarkshistoriens store og små begivenheder stadig er let at få øje på.
Med støtte fra Nordea-fonden vil samarbejdskommunerne nu lave en samlet plan for, hvordan nutidens hærvejsrejsende kan få en endnu stærkere og mere sammenhængende oplevelse. Det skal ske i samarbejde mellem kommunerne og Destination Hærvejen - og med inddragelse af de mange foreninger, borgere og lokale virksomheder, som findes langs ruten.
Det forestående delprojekt skal munde ud i en samlet plan for, hvordan Hærvejen bliver det mest markante af sin art i Nordeuropa. Det foreløbige afsøgningsprojekt er sat til at vare et år, og vil sætte rammerne for, hvordan det ambitiøse udviklingsprojekt over de efterfølgende fire til fem skal foldes ud.
Nordea-fonden støtter i forundersøgelsen med 915.000 kr.
- Hærvejen har potentialet til at blive en af Europas bedste natur- og oplevelsesruter. Vi håber, at borgere, lodsejere, erhverv mv. langs Hærvejens 500 km. alle vil bidrage til at forbedre og kvalificere planerne for udviklingen, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen udtaler:
- Hærvejen har som samlet rute et meget stort uudnyttet potentiale, som vi i Vesthimmerland har stor interesse i at være med til at udvikle. Her kan vi nemlig understøtte den store tendens, der viser sig i øjeblikket med at bruge naturen aktivt. Vi vil nu få en samlet og ambitiøs plan for de konkrete tiltag, der skal til for at forbedre kvaliteten og det samlede tilbud til vandrere og cyklister langs ruten i hele Jylland. Vi er stolte af, at Nordea-Fonden kan se det samme potentiale som os, og at de tror på ambitionsniveauet. I kommunen ser vi frem til at søsætte det spændende udviklingsprojekt - og indfri de store potentialer for både Hærvejens gæster, lokalsamfund og virksomheder.
Også Turistdirektør hos VisitVesthimmerland, Jimmi Petersen, glæder sig over, at Nordea-Fonden støtter Hærvejen med 915.000,- kr.:
- Vi har ca. 80 km af Hærvejen gennem Vesthimmerland, og langs dette stykke, har vi oplevet flere og flere B&B, hoteller og andre overnatningssteder få glæde af vandrere på Hærvejen, når de skal overnatte på deres tur, siger Jimmi Petersen og fortsætter:
-Vi oplever, at det at vandre bliver mere og mere populært både i tråd med tiden, hvor turister begynder at tænke mere bæredygtigt og at de ønsker flere autentiske oplevelser. Vi glæder os til, vandrerne skal møde de lokale værter i Vesthimmerland, siger Jimmi Petersen.
Målet er at bringe Hærvejen helt op i superligaen, som sammenhængende rekreativ rute fra St. Olavsleden i Norge til den Spanske ’El Camino de Santiago de Compostela’. Den sidstnævnte rute gæstes i dag af omkring 300.000 rejsende årligt - og forventer næsten en fordobling over de kommende fem år. Det er roligt og interesserede rejsende, som gerne vil spise og sove godt, og som derfor ikke blot bidrager særdeles positivt til den lokale økonomi, men også til at skabe stolthed og nyt og liv i de mange lokalmiljøer langs ruterne. For Hærvejskommunerne er det derfor ikke alene for gæsterne skyld, når man vælger at gå ind i det ambitiøse udviklingsprojekt. Det handler nemlig også om bosætningspolitik, friluftsstrategi og kulturpolitik - om at skabe bæredygtig og vedvarende vækst, med udgangspunkt i det lokale.
Formand for foreningen Destination Hærvejen, Morten Damgaard Nielsen, udtaler:
- Hærvejen har som samlet rute et meget stort uudnyttet potentiale. Vi vil nu få en samlet og ambitiøs plan for de konkrete tiltag, der skal til for at forbedre kvaliteten og det samlede tilbud til vandrere og cyklister langs ruten. Vi er stolte af, at Nordea-Fonden kan se det samme potentiale som os, og at de tror på ambitionsniveauet. I kommunerne og den fælles forening ser vi meget frem til at søsætte det spændende udviklingsprojekt - og indfri de store potentialer for både Hærvejens gæster, lokalsamfund og virksomheder.