Mandag d. 11. december 2017 - Årgang 12
Lotte Sørensen (nr. 2 fra venstre) og Eva Jensen (nr. 2 fra højre) modtog i dag Handicapprisen. Her er de flankeret af Handicaprådets næstformand Ulla Skov (t.v.) og formand Ella Holm (til højre).

Handicappris delt i to

05-12-2017

Der var to modtagere af Årets handicappris i Vesthimmerland. Lotte Sørensen fra Løgstør og Eva Jensen fra Aars modtog i dag begge 5.000 kroner.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Propperne blev hevet af champagnen, og der blev serveret kransekage i byrådssalen i dag, hvor Handicaprådet i Vesthimmerland fejrede årets højdepunkt; uddelingen af Handicapprisen.

I år blev den delt mellem to, som har gjort en særlig indsats for handicappede. Den ene er Lotte Sørensen, som har startet en afdeling af Alkalær i Løgstør. Hendes egen søn Magnus blev for to år siden erklæret ordblind i 4. klasse. Med hjælp fra Tine Johansen, der er indehaver af Alkalær i Nordjylland, fik Magnuns hurtigt indhentet sine kammerater, og i dag læser han ganske udmærket.

Det var en rørt Lotte Sørensen, der i dag fortalte sin personlige historie ved prisoverrækkelsen. Sønnens succes med at komme ordblindhed til livs gennem Alkalærs læsetrappe fik Lotte Sørensen til at foreslå at indføre konceptet på Løgstør Skole, hvor hun selv var ansat som børnehaveklasselærer på daværende tidspunkt. Det var der imidlertid ikke stemning for. I stedet tog hun imod Tine Johansens opfordring til at starte sin egen lokale afdeling af Alkalær.

Hun droppede sit faste job, og på kort tid er hendes nye virksomhed blevet en stor succes. Hun har på nuværende tidspunkt 13 elever, som får undervisning enkeltvis med en voksenansvarlig - typisk en forælder - som støtte. Alkalær Løgstør drives fra hjemadressen i Fredensgade i Løgstør.

Udviklingshæmmet har droppet hjælper

Den anden halvdel af Handicapprisen gik til Eva Jensen fra Aars. Hun er formand for Vesthimmerlands Handicap Idræt og aktiv som dommer i boldspillet boccia. Derudover hjælper hun også de udviklingshæmmede.

Eva Jensen er blevet indstillet til prisen af Hanne Ulbjerg Nielsen for sin indsats overfor dennes svoger, Finn Dyregaard. Han er udviklingshæmmet, og har altid haft brug for en hjælper. Men gennem boccia-træningen 2 gange om ugen og deltagelse i diverse stævner har han udviklet sig så meget, at han i dag er helt uafhængig af en hjælper. Han kan sågar tage alene af sted til udlandet, og det er den udvikling, som Eva Jensen i dag blev hyldet for.

Lotte Sørensen og Eva Jensen fik hver 5000 kroner, et indgraveret skilt samt et diplom som synligt bevis på Handicapprisen.

Priserne blev overrakt af Ella Holm og Ulla Skov, der er henholdsvis formand og næstformand for Handicaprådet, som blev etableret i kølvandet på kommunesammenlægningn i 2007.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!