Det var ikke lige en el-cykel, Hanne Mousten havde forestillet sig, hun skulle cykle på i en alder af 47 år.
Den tidligere indehaver af Ranum Cykelforretning havde solgt og repareret cykler, lige indtil hun kom ud for en alvorlig trafikulykke for 5 år siden. Kroniske og svære smerter gjorde, at hun havde svært ved at cykle – især op ad bakke.
”Jeg skal da ikke have en el-cykel. Så gammel er jeg ikke”, sagde hun, da hun blev foreslået det af sine nærmeste. Men efter at have tygget på det et stykke tid, så bestilte hun alligevel en el-cykel, og det har gjort, at hun næsten som før ulykken kan gøre det, som har betydet så meget i hendes liv.
Hanne har deltaget i kurset Lær at Tackle Kroniske Smerter på Sundhedscentret i Vesthimmerland. Det vigtigste, hun har taget med sig, har været accepten af, at man skal komme overens med, at man ikke kan det, man kunne før.
”Det var hårdt at erkende, at jeg aldrig kom til at cykle uden hjælpemotor, men da jeg først havde lært, at det er vigtigere at se fremad i stedet for tilbage, så var der mange andre ting, der blev lettere,” siger Hanne.
På kurset forsøger deltagerne at lære at fokusere på det positive og det, der er muligt, i stedet for det, man ikke kan. At forsøge at vende tankegangen og acceptere, at det at have smerter, er et livsvilkår og ikke en fjende. ”Der kommer ikke noget godt ud af hele tiden at gå og klage sig”.
Ikke et mål at blive smertefri
Kurset er for folk med kroniske smerter, men det har ikke som formål at gøre deltagerne mere smertefrie. Formålet er at få det bedste ud af en hverdag med mange og kroniske smerter – at lære at tackle smerterne.
”Vi fik redskaber til at snakke bedre om vores smerter ved at inddele dem på en skala fra 1 til 10. Det gjorde, at jeg blev bedre til at beskrive, hvordan jeg havde det. Både over for sundhedsvæsenet, kommunen og min familie. Jeg er også blevet bedre til sige, når jeg har brug for hjælp og ikke at gøre det på en vrissende måde. Så er det nemmere at få hjælp og forståelse,” fortæller Hanne.
Kurset ledes ikke af professionelle, der har fokus på, at man skal blive ”rask” eller komme tilbage på arbejde. Det ledes af frivillige, der selv har kroniske smerter, og deltagerne hjælper og støtter hinanden med deres egne erfaringer til at lave handleplaner fra gang til gang. Det gjorde en stor forskel for Hanne Mousten.
”Der var ikke en træner eller en fra jobcentret, der pressede os. Det var forståelse, støtte og hjælp, og vi kunne ringe til hinanden mellem kursusgangene og høre, hvordan det gik med vores handleplaner. Gik det ikke så godt, så gav vi hinanden støtte og hjælp og gode råd.”
Et liv med smerter
Hanne har efter trafikulykken konstante smerter i nakke og ryg og fik i efteråret tilkendt førtidspension. Hun er dog stadig aktiv, men tager mere hensyn til smerterne og får hjælp fra familie og venner.
”Jeg er blevet bedre til at tage hensyn til mig selv og til at acceptere, at jeg kan tage et hvil eller en lur, når jeg er til FDF eller med familien i Fårup Sommerland. Jeg er begyndt at svømme igen sammen med en, jeg har lært at kende på kurset. Jeg kan ikke selv tage min badedragt af og på, og når vi følges ad, så kan hun hjælpe mig,” slutter Hanne Mousten.
