Løgstør Handelsstandsforening havde torsdag aften pyntet byen op til halloween.
Uhyggelige børneskrig skar gennen Løgstør i aftes klokken 17.30, da der blev taget hul på en halloween-aften i midtbyen. Skrigene var dog kun del af et show fremført af dansere fra Aars Business School, som optrådte i Østerbrogade ud for Torvegade.
Efter en gang danseopvisning holdt butikkerne åben helt frem til klokken 21, og fakler og lygtemænd sørgede for en hyggelig stemning i gaden.
I løbet af aftenen var der optræden med Det Flyvende Kuffertcirkus og opvisning ved Løgstør Gymnastikforening. Beredskab Vesthimmerland serverede græskarsuppe til de mennesker i byen, der havde lyst til en portion varm suppe.
Hele efterårsferien har der været udstilling i den gamle dommegård af blandt andre fotos fra Limfjorden taget af lokale fotografer. Udstillingen havde også åben i aftes, og der var hygge i caféen, som frivillige havde åbnet på stedet med servering af kaffe og kage.