Torsdag d. 15. november 2018 - Årgang 13

Henrik Nielsen fra Aars vandt i Det Nationale Pantspil

14-09-2018

Det regnede med konfetti, da Henrik Nielsen fra Aars i dag blev vinder nummer to ud af fem i Det Nationale Pantspil. Præmien var et års forbrug af øko-snacks fra Betterbox. Det er Dansk Retursystem, som står bag kampagnen, der har til formål at få danskerne til at huske at aflevere alle tomme pantflasker og -dåser.

Henrik Nielsen skulle egentlig bare hente sine tre børn efter skole, men da han havde hentet de to, var der ikke mere plads i hans lille bil. Plastiksækken med tomme flasker fyldte nemlig godt op på det sidste sæde, så han besluttede sig for at køre ned og aflevere flaskerne, inden turen gik videre til hans ældste søns skole.

”Jeg havde godt set en mand, der gik rundt med en mobiltelefon på parkeringspladsen, men jeg troede, han var en parkeringsvagt, så jeg bad mine børn om at blive i bilen og sætte parkeringsskiven, hvis han kom over” griner Henrik.

Manden på parkeringspladsen var dog ikke parkeringsvagt men kundechef i Dansk Retursystem, Jesper Jensen. Og han var der for at overrække blomster og præmien på et års forbrug af øko-snack fra Betterbox, da Henrik Nielsen klokken 15.41 afleverede sine tomme flasker i flaskeautomaten i Rema1000 og blev erklæret vinder nummer to i Det Nationale Pantspil, som er Dansk Retursystems landsdækkende kampagne. Kampagnen skal skabe opmærksomhed om de sidste 10 procent pantflasker og dåser, som ikke bliver afleveret og genanvendt. De 10 procent svarer til 140 mio. emballager om året – eller hvad der svarer til C02-udledningen for en by på størrelse med Gudhjem, hvis flasker og dåser skal produceres helt fra bunden.

”Mine børn gloede noget, da jeg kom tilbage med den kæmpe flaskebon, som var præmien, i stedet for den normale lille bon,” siger Henrik Nielsen og tilføjer, at selvom det med at aflevere flasker og dåser er en rutine, så er det vigtigt for ham at være med til at sikre, at særligt plastikflasker bliver sendt videre og genanvendt.

Det er det også for Anders Henningsen, som er købmand i Rema1000 i Aars. Han kan godt mærke, at der for hvert år kommer flere og flere flasker og dåser gennem flaskeautomaten. Og det er han glad for.  

”Det er godt for miljøet, så det har jeg det godt med,” siger han.

Det handler om klima og jordens ressourcer
Præmien blev overrakt at Jesper Jensen, som er kundechef i Dansk Retursystem. Han har glædet sig meget til at overraske dagens vinder.

”Det var dejligt, at han blev glad. Det er jo spændende at se, hvordan folk reagerer, når der pludselig drysser konfetti ned fra loftet. Men mest af alt er det spændende at se, om vi kan få danskerne til at aflevere de sidste 10 procent tomme flasker og dåser. Danskerne er i forvejen nogle af verdens bedste til at aflevere pant, og netop derfor tror vi også på, at vi kan få de sidste med. Til gavn for klimaet og jordens ressourcer.”

Kampagnen kører ind til den 7. oktober. Dansk Retursystem trækker en vinder et sted i Danmark fire gange mere i løbet af kampagnen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!