Allerede om mindre end to måneder kan trafikanter i Vesthimmerlands Kommune møde "Olli", som er navnet på den selvkørende bil, som hjemmeplejen skal til at transporteres rundt i.
Robotforsker Henrik Schärfe, som er ansat til at stå i spidsen for at få selvkørende biler i Vesthimmerlands Kommune, så gerne, at disse biler allerede nu var klar til at fragte kommunens medarbejdere rundt. Men hans tålmodighed må stå sin prøve en tid endnu, mens de rette myndigheder arbejder på at få rettet lovgivningen til, så det er lovligt at indsætte de førerløse biler i den offentlige trafik.
Men bilerne er indkøbt og kommer til Danmark i september. Det bliver delvist 3D-printede, eldrevne minibusser med plads til makismalt 12 personer leveret af Local Motors.
I første omgang - indtil lovgivningen er på plads - kommer de nye Ollier til at køre i Vesthimmerland med to førere. I praksis skal der være en operatør med indsigt i bilens teknologi, som skal sidde på et kontor og observere og kontrollere, at kørslen går som planlagt, mens der i selve bussen skal være en person, der er klar til at trykke på stopknappen, hvis noget skulle gå galt.
Men det er selvfølgelig ikke gangbart i længden, siger Henrik Schärfe. Meningen er netop, at de føreløse biler - også kaldet niveau 5-biler - skal frigive ressourcer, så de kommunale medarbejdere kan bruge tiden på at udføre serviceopgaver fremfor at køre bil.
Derfor håber han på, at der relativt hurtigt kommer lovgivning, der kan sikre, at Vesthimmerlands Kommune kan blive den første kommune i Danmark, der tager niveau 5-biler i brug og derigennem gør sig nogle erfaringer om potentialet for driftsoptimering.
Olli kan køre op til 40 kilometer i timen i de optimale omgivelser. Med den fart vil de kun blive anvendt i byerne.
- Men det er vores agt, at få dem op i almindelig hastighed, så de også kan komme ud på landevejene, siger Henrik Schärfe. Hvor mange biler, kommunen har købt, ønsker Henrik Schärfe endnu ikke at oplyse.
Det er fonden Autonomous, der med en hemmelig partner bag sig, står for indkøbet af bilerne til Vesthimmerlands Kommune.