Der skal ikke længere være krodrift, når Socialpædagogisk Kollektiv Ranum 1. februar overtager Ranum Kro.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Socialpædagogisk Kollektiv Ranum har et stykke tid ledt efter en ejendom, hvor kollektivet kan samle dagsbeskæftigelsen for sine 19 udviklingshæmmede beboere. I dag er beskæftigelsen spredt på de tre ejendomme, som kollektivet i dag ejer i Ranum centrum - herunder den tidligere sparekassebygning.
Med købet af Ranum Kro bliver beskæftigelsestilbuddene samlet under et tag, samtidig med, at de tre øvrige ejendomme bliver rene boenheder. Det fortæller Lis Høgenhaug, der er pædagog på kollektivet. Hun understreger vigtigheden af, at ejendommen ligger i gåafstand fra boenhederne.
Det betyder, at Ranum Kro dermed lukker ned. I praksis skal kroen indrettes med værksteder, hvor beboerne møder ind om morgenen og beskæftiger sig med alt fra musik, madlavning, kreativt værksted, rengøring, reparationer og fabrikation af forskellige ting. Der skal også være plads til undervisning, og den nuværende krostue bliver fremtidig kantine for beboere og medarbejdere.
Glad for salget
Kroejer Pia Jensen er glad for salget til Socialpædagogisk Kollektiv Ranum.
- Det bliver godt for de andre kroer og restauranter på egnen, at kroen lukker. Der er simpelthen ikke plads til alle. Men det er synd for Ranum, at den mister kroen, siger hun. Pia Jensen har haft flere interesserede købere, men ingen har kunnet få finansieret et køb med henblik på krodrift.
Pia Jensen er 62 år, og har ikke ambitioner om at forlade arbejdsmarkedet. Hun flytter ud fra lejligheden ovenover kroen, og skal bruge lidt tid på at finde sig selv i sin nye tilværelse. Hun overvejer at tilmelde sig et vikarbureau indenfor sit gamle fag som social- og sundhedsassistent.
Først skal hun dog gøre de sidste 14 dage færdig på kroen. Sidste dag bliver søndag den 28. januar, hvor hun for sidste gang serverer den populære søndags-flæskesteg. Allerede nu er der reserveret over 100 kuverter.
- Alle rum bliver taget i brug den dag, og jeg vil opfordre til at reservere bord, hvis man skal have en plads, siger Pia Jensen, der kan traktere 180 mennesker.
14 arbejdspladser
Socialpædagogisk Kollektiv Ranum ansatte 1. december en lærer og i dag er en ny pædagog tiltrådt. Dermed beskæftiger kollektivet, der er ejet af en selvejende fond, 14 medarbejdere. Driften finansieres via afregning med beboernes hjemkommuner, der betaler for pladserne i kollektivet.
Lis Høgenhaug påpeger, at kollektivet altid har nydt opbakning i Ranum, og hun håber, at investeringen i et godt miljø for kollektivets beboere også bliver positivt modtaget i byen, selv om det betyder en lukning af kroen.
Ranum Kro har rødder helt tilbage til 1800-tallet. I 1997 blev den genopført helt fra bunden efter en altødelæggende brand. Det er således en god og solid bygning, kollektivet overtager den 1. februar.