Kontrolleret vækst giver tilfredsstillende halvårsresultat i Himmerland Forsikring.
Første halvår af 2018 viser et tilfredsstillende resultat for Himmerland Forsikring gs. og giver et overskud efter skat på 24,9 mio. kr. mod et overskud på 38,9 mio. kr. året før.
Af periodens nettoresultat kan 11,1 mio. kr. henføres til det forsikringstekniske resultat mod 17,3 mio. kr. året før, mens 17,4 mio. kr. hidrører fra investeringsvirksomheden mod 28,4 mio. kr. i 1. halvår 2017.
Adm. direktør Ole Færch oplyser, at udviklingen i præmieindtægterne i 1. halvår viser en fremgang på 4,2 % i bruttopræmieindtægterne, som er steget fra 101,8 mio. kr. til 106,1 mio. kr., hvilket er tilfredsstillende efter en flerårig omstillingsproces på privatforsikringsområdet, hvor bedre dækninger på privatforsikringsprodukterne uden samtidig prisændring, har sænket gennemsnitsprisen for mange nuværende forsikringstagere i Himmerland Forsikring.
”Det er meget tilfredsstillende, at Himmerland Forsikring - som gensidigt forsikringsselskab - i et stærkt konkurrencepræget marked - kan videreudvikle og forbedre sine forsikringsløsninger og endvidere give alle medlemmerne konkurrencedygtige prisvilkår, samtidigt med at vi fastholder et højt serviceringsniveau”, tilføjer Ole Færch.
Concordia Forsikring, der ejes af Himmerland Forsikring, har ligeledes haft en tilfredsstillende forretningsmæssig udvikling, hvilket i 1. halvår 2018 har medvirket til et forsikringsteknisk resultat på 14,2 mio. kr. og et perioderesultat efter skat på 12,1 mio. kr., hvorefter Concordia Forsikrings egenkapital andrager 271,0 mio. kr. Datterselskabets solvensdækning er pr. 30. juni 2018 opgjort til 2,4. Koncernens samlede forsikringstekniske resultat for 1. halvår 2018 udviser et overskud på 25,8 mio. kr. mod 30,9 mio. kr. året før. På koncernplan påregner vi en fortsat kontrolleret vækst.
”Himmerland Forsikring-koncernen har gennem mange år foretaget en omfattende videreudvikling af sine IT-systemer, hvilket har medført en effektivisering af mange arbejdsgange til fordel for medlemmerne. Koncernen har ved halvåret således en bruttoomkostningsprocent på 18,6 og en combined ratio på 86,8, hvorfor denne rejse ind i digitaliseringen vil fortsætte med uformindsket styrke”, fremhæver direktør Ole Færch.
De finansielle indtægter har i 1. halvår 2018 været præget af en tilfredsstillende udvikling i resultatet af datterselskabsdrift, mens resultat fra associeret virksomhed og afkast fra øvrige investeringsaktiver har været vigende, således at investeringsafkastet samlet har givet et resultat på 17,4 mio. kr. mod 28,4 mio. kr. året før, hvilket isoleret set stadig er tilfredsstillende.
”Concordia Forsikring har ultimo juni 2018 erhvervet alle aktier i Dansk Glasforsikring A/S, som herefter indgår som datterselskab til Concordia Forsikring, indtil en planlagt fusion mellem de to selskaber kan være gennemført. Dansk Glasforsikring vil derefter fortsætte sit virke som selvstændigt brand,”, slutter direktør Ole Færch.
Egenkapitalen pr. 30. juni 2018 udgør 833,4 mio. kr. Selskabets solvenskapitalkrav opgjort pr. 30. juni 2018 sammenholdt med kapitalgrundlaget opgjort for samme periode betyder, at Himmerland Forsikring har en solvensdækning på 3,8, og dermed fortsat er et meget velkonsolideret selskab, hvilket vil have en positiv indflydelse på koncernens fortsat stabile udvikling på grundlag af en koncernpræmieomsætning på 198,5 mio. kr. på halvårsbasis – før overtagelsen af Dansk Glasforsikring. Koncernens solvensdækning er opgjort til 3,3.