I denne uge ankommer tre freelance-journalister, som alle har base i USA, til Himmerlands Vestkyst. Journalisterne skal fokusere på rejser og gastronomi, herunder lokale fødevare og livsstil. Journalisterne skriver til de store internationale medier såsom Vogue, Condé Nast Traveler , New York Post, Wall Street Journal og National Geographic, så Himmerlands Vestkyst kan se frem til at få international bevågenhed i nærmeste fremtid .
Besøget af journalisterne fra USA er et led i at fokusere på årtidernes ingredienser, fra jord til bord, bæredygtighed og økologi, som blev sat på Finansloven 2019 med projektet Gastro 2025 . Det drejer sig om oplevelser, som er til at betale og som er tilgængelige for turisterne - både det lokale, de gode og friske råvarer, gårdbutikker og vejsideboder - kort sagt de gode danske råvarer. Det vigtigste er, at den lokale
historie appellerer til den amerikanske målgruppe, som sætter pris på oplevelser, god overnatning og god mad.
Besøget i Vesthimmerland byder journalisterne på en pallette af lækkerier af lokale fødevarer. Journalisterne skal besøge fjordhaverne i Løgstør og smage på de verdensberømte Limfjordsøsters. Dernæst byder besøget på en sejltur på Frederik VII’s Kanal samt et besøg i det lokale snapseri. Efter sejlturen skal journalisterne besøge Glenholm Vingård, hvor de vil få historien om den lokale vin. Dagen slutter på
Himmerland Golf & Spa Resort, hvor journalisterne vil få en fantastisk madoplevelse, som vil kæde de lokale smagsoplevelser fra Himmerland sammen.
Hotelchef, Jane Andersen fra Himmerland Golf & Spa Resort siger:
“Vi er glade for at være en del af dette pressebesøg fra USA. Journalisterne skal overnatte på Himmerland Golf & Spa Resort i to nætter, og der er desuden sammensat en super oplevelse af vores F&B-manager Magnus Toft Pedersen, som vil fortælle om brugen af lokale fødevarer”.
“Vi er rigtig glade for, at der fokuseres på vores fantastiske område, som rummer et unikt spisekammer - både i forhold til, hvad der dyrkes i jorden og i høj grad også, hvad der kommer fra fjorden - specielt de lækre Limfjordsøsters og blåmuslinger”, siger turistdirektør Jimmi Stæhr-Petersen.
Journalisterne er: Eric Rosen fra Los Angeles skriver primært om rejser, mad og vin, Mary Holland fra New York skriver om rejser og livsstil, og Mark Ellwood fra New York skriver om rejser.
Besøget af de amerikanske journalister er et samarbejde mellem VisitDenmark, VisitNordjylland og VisitVesthimmerland, samt andre visit-organisationer om at promovere Nordjylland som en must-go gastro-destination .