Partierne i Vesthimmerland har lagt spareiveren på hylden, inden den kommende uges budgetforhandlinger. Men en krise truer forude.
Af Jacob Dalgaard
- Jeg vil kalde det historisk. Jeg har været med i 27 år men aldrig set så flotte tal, og det skal vi glæde os over.
Palle Jensen fra Socialdemokratiet satte kort og præcist ord på den stemning, der generelt var i hele byrådet, da det i går førstebehandlede budgettet. Som sædvanlig er førstebehandlingen kun en formel vedtagelse af rammerne, for de reelle budgetforhandlinger, hvor de benhårde prioriteringer aftales, finder først sted torsdag og fredag i den kommende uge.
Men forhandlingerne bliver formentlig ikke så benhårde i år. Borgmester Per Bach Laursen kunne på byrådsmødet med slet skjult tilfredshed konstatere, at der er udsigt til 90 millioner kroner til nye anlæg i kommunen, hvorefter, der stadig er et overskud på bundlinjen på 32 millioner kroner forud for budgetforhandlingerne. Dertil kommer de forslag for 15 millioner kroner, som de enkelte udvalg har skullet finde. De besparelser kan måske helt annulleres.
Venstres gruppeformand Kurt Friis Jørgensen havde dog regnet sig frem til, at 8 af de 15 millioner kroner i sparekataloget er såkaldte regnskabserfaringer, som er besparelser, der ikke går udover nogen. Dem skal man selvfølgelig ikke annullere, påpegede han.
Den økonomiske glanshistorie for Vesthimmerlands Kommune er naturligvis en følge af udligningsreformen. Borgerne skal således ikke til lommerne efter flere skattekroner for at betale gildet. Tværtimod kan de endog se frem til en historisk skattenedsættelse på 0,7 procent til en kommunal skatteprocent på 26,3. En nedsættelse, der er 100 % finansieret af staten.
Konservative vil holde lidt igen
Nu skal man som vesthimmerlænding ikke begynde at glæde sig til en kommunal forbrugsfest i 2021. Nok kan der blive råd til at indfri forskellige ønsker, men Henrik Dalgaard fra Det Konservative Folkeparti holder foden tæt på bremsen.
- Der er måske en latent risiko for en afmatning i samfundet på grund af corona. Jeg tror ikke på, at mor Mette (statsminister Mette Frederiksen, red.) kan blive ved med at finde midler til at holde hånden under kommunerne. Derfor vil jeg opfordre til mådehold, så vi har nogle muskler at stå imod med lokalt, sagde Henrik Dalgaard.
Han har samtidig en ambition om at gære det billigere at være vesthimmerlænding. Skattesænkningen er et skridt på vejen, men billigere daginstitutioner er et andet konservativt ønske til de kommende forhandlinger.
Både Venstre, Socialdemokratiet og SF bakkede op om at holde lidt igen med driftsudgifterne. Borgmester Per Bach Laursen går også til forhandlinger med et ønske om at afdrage mere på kommunens gæld. Antallet af indbyggere i kommunen er faldende, og så er det klogt at gælden følger med. Borgmesteren kunne dog spore fremskridt på den konto, fordi den årlige tilbagegang i antallet af indbyggere ser ud til at falde fra omkring 150 til 100.