Museumsdirektør Anders Bloksgaard har været i arkiverne for at grave historien om Aggersund frem. Rofærgerne – og de klager og forbandelser der fulgte med dem, kampen om broens placering og ikke mindst de voldsomme konsekvenser broen fik for lokalområdet under 2. verdenskrig er blot nogle af ingredienserne i et billedrigt foredrag, som museumsmanden holder som optakt til Aggersundbroens 75 års jubilæum.
Områderne på begge sider af Aggersund, er områder, der gennem historien er præget af deres placering ved et af Limfjordens helt centrale forbindelsessteder. Både i Løgstør og i Aggersund har der fra gammel tid været vigtige forbindelser mellem Hanherred og Himmerland – først med robåde og rofærger, senere med dampskibsfærge, og fra 1942 til i dag med bro. Den strategiske beliggenhed har naturligvis haft en særlig betydning for områdets udvikling.
Ikke uden problemer
Forbindelsen over fjorden var en livsnerve mellem Hanherred og Himmerland, men overfarten har dog ikke altid foregået problemfrit. Museumsdirektør Anders Bloksgaard fortæller:
- Kendere af Limfjordens rofærgehistorie vil vide, at klager og forbandelser hobede sig op – og her er overfarten over Aggersund ingen undtagelse. For eksempel indsendte en stærkt ophidset præst i 1808 en klage over færgefarten, hvor han nævner en: ”fortrædelig, ondskabsfuld færgemand, som slog om sig med skarer af djævle, mens færgen selv var at sammenligne ved et synkefærdigt udueligt vrag, hvortil ingen uden livsfare kunne betro sig.” Og at det vitterligt kunne være forbundet med livsfare at passere Aggersund i rofærgernes tid vil museumsdirektøren give flere eksempler på.
Broen
Foredraget beskæftiger sig dog ikke kun med sejladsen over Aggersund. I anledning af broens 75 års jubilæum vil broen få en særlig opmærksomhed. Særligt broens opførelse og tiden under 2. verdenskrig vil fylde i foredraget.
- Noget af det jeg har fundet dybt fascinerende i min research af emnet, er tiden under 2. verdenskrig. Hele Aggersund by lå – bogstaveligt talt – inde i en tysk fæstning. Og hen imod krigens slutning var det faktisk slet ikke tyskere, der var flest af i området, men derimod ukrainere og russere, der i stedet for at gå i tysk fangenskab valgte at gå i tysk tjeneste. Og historien om russerne i Aggersund og Løgstør spænder fra indbrud over voldtægt til maskingeværsalver affyret ned ad Løgstørs hovedgade, fortæller Anders Bloksgaard
Foredraget finder sted torsdag den 1. juni kl. 19 i Aktivitetshuset i Aggersund. Foredraget er en del af Limfjordsmuseets gave til fejringen af Aggersundbroens 75 års jubilæum, og entréen på 30 kroner går ubeskåret til Aggersundbroens fejring den 16.-18. juni 2017.