Stenhaven i Vilsted er blevet genopført med restaurerede stenskulpturer. I dag klippede borgmesteren den røde snor til en ny attraktion i Vilsted.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I 1980 lukkede den berømte stenhave ved siden af brugsen i Vilsted. Siden er de gamle stenskulpturer, som Jens Christian Grønning Simonsen lavede i 1940'erne gået i forfald.
Men nu er de kommet frem i lyset igen, er blevet restaureret og opstillet i en ny stenhave på Hobrovej blot et stenkast fra deres oprindelige placering på Vilstedvej 211.
Da huset for fem år siden blev solgt, blev Vilsted Borgerforening spurgt, om de ville have stenskulpturene. Det var Jens Christian Grønning Simonsens barnebarn, Mailis Tonnisen, der gav familiens stenskulpturer videre, og et frivilligt hold bestående af ni mænd har i to år arbejdet på at istandsætte de gamle stenskulpturer inde i Bjarne Mortensens smedeværksted i Vilsted.
Én af disse er Peer Greeth, der ved indvielsen takkede de mange andre parter, der har bidraget til genetableringen af stenhaven. Eksempelvis har Vesthimmerlands Kommune stillet grunden til rådighed.
Mailis Tonnisen dukkede også op til indvielsen, og hun havde taget en gave med. Det var en gammel gæstebog fra den oprindelige stenhave. Mailis Tonnisen var berørt af situationen, og hun advarede de mange fremmødte om, at det var hendes første tale i 62 år. Hun kom dog fint gennem talen, hvor hun kunne afsløre, at hendes afdøde mor ville have været stolt, hvis hun kunne se, hvordan de mange stenfigurer har fået nyt liv. Med udgangspunkt i gæstebogen kunne hun også fortælle, at prinsesse Margrethe og prinsesse Benedicte med deres barnepige den 29. august 1946 besøgte stenhaven dagen før prinsesse Anne-Marie kom til verden.
Stenhaven var i det hele taget en attraktion, der ligefrem fik turistbusser til at holde ind i Vilsted. Med genindvielsen har Vilsted med tidligere sognepræst Villy Jørgensens ord igen fået en attraktion, der vil trække turister til byen.
Peer Greth oplyser, at der er flere stenskulpturer på lager, som er meget medtaget. Om de nogensinde bliver restaureret er endnu uvist.
Af de udstillede sten kan man blandt andet se en model af Frihedsstøtten for stavbåndets ophævelse, et bystævne på tingstenene, Vilsted vindmølle, og ikke mindst en model af kirken ved Vitskøl Kloster, som betegnes som Stenhavens største attraktion.
Ganske mange mennesker var mødt frem til indvielsen, og nogle af dem benyttede lejligheden til fredeligt at demonstrere deres utilfredshed med aktuelle planer om at rejse fire store vindmøller i Malle nær Vilsted.
Borgerforeningen serverede pølser og øl og vand til de mange gæster ved den festlige indvielse.