Victoria Korset tildeles ikke alle og enhver. Men én af modtagerne er fra Løgstør.
Det britiske Victoria Kors er den mest ærefulde medalje i verden, og siden den blev indstiftet for 150 år siden, er medaljen kun uddelt 1354 gange. Heraf er sølle 14 givet til personer udenfor Commonwealth. 3 af disse er danskere, og den ene af disse krigshelte stammer fra Løgstør.
Jørgen Christian Jensen fik tildelt Victoria Korset for sin indsats under 1. verdenskrig. Næppe ret mange i Løgstør og omegn kendte indtil for nyligt ret meget til løgstørianeren, men nu er han bogstaveligt talt blevet mejslet ind i lokalhistorien.
I formiddags blev et flere meter højt granitmonument afsløret i Løgstør. Monumentet er rejst til ære for Jørgen Christian Jensen, og selveste Sharyn Minahan, Australiens ambassadør i Danmark, stod for afsløringen i anlægget ved politistationen.
Jørgen Christian Jensen emigrerede netop til Australien allerede som 18-årig, hvor han efter 5 års ophold blev australsk statsborger. Down Under gjorde han tjeneste i militæret, og under 1. Verdenskrig kom han til Europa, hvor han gjorde sig fortjent til Victoria Korset. Senere i krigen blev han invalideret, og i 1922 døde han 31 år gammel som følge af sin invaliditet.
At Jørgen Christian Jensen netop nu hives frem af historiens glemsel og får en fremtrædende plads i Løgstørs historie skyldes forfatteren Bent Sørensen. Han har netop udgivet en bog om Jørgen Christian Jensen, og for 2-3 år siden henvendte han sig til borgmester Jens Lauritzen og fortalte den enestående historie om en af fortidens bysbørn. Siden er der blevet arbejdet på sagen, som i dag kulminierede med en højtidelighed i Løgstør.
Her deltog musikkorps med faner, og både den australske ambassadør, borgmesteren og Bent Sørensen holdt taler. De 2 involverede landes nationalmelodier blev også afspillet, inden ceremonien blev afsluttet med kransenedlæggelse. Blandt andre blev der lagt en krans fra repræsentanter for Jørgen Christian Jensens familie.
Bent Sørensen var synligt tilfreds med, at den gamle krigshelt omsider fik et eftermæle i Løgstør. Der er aldrig fundet breve eller dagbøger eller andet, der kunne kortlægge Jørgen Christians liv, men militære journaler taler sit tydelige sprog om en god soldat.
"Nu vil denne sten de næste 100 år eller mere minde forbipasserende om denne modige mand fra Løgstør," sagde Bent Sørensen ved højtideligheden, hvor over 100 mennesker deltog.
Læs mere om de danske modtagere af Victoria Korset:
Klik her.