Den gamle børnehave på Præstegårdsvej i Aars skal rives ned omgående for at sikre parkeringspladser til julehandlen i Aars.
Af Jacob Dalgaard
Den gamle og forladte børnehave på Præstegårdsvej i Aars skal rives ned. Det blev byrådet enige om, allerede da budget 2021 blev vedtaget i september. Men nu har flere politikere og erhvervsdrivende ytret ønske om at få børnehaven fjernet allerede i år. Det skyldes, at Aldi er i gang med en større renovering i området, og Lidl er i gang med at bygge nyt. Byggerierne lægger beslag på en del parkeringspladser, og idéen er, at der kan anlægges en midlertidig grusparkeringsplads på børnehavegrunden, som kan anvendes til julehandlen.
Økonomiudvalget har nikket ja til forslaget, som nu blot skal godkendes i byrådet. Der er allerede sat entreprenører på sagen, som kan give bud på nedrivningen. I budget 2021 blev der afsat 350.000 kroner til nedrivningen, og det beløb vil rent teknisk skulle overføres til budget 2020, hvis fremrykningen bliver godkendt af byrådet.