Hvad bliver der egentlig råd til det kommende år på ældreområdet? Det spørgsmål stiller Ældresagen i Vesthimmerland, når der i morgen inviteres til politisk møde i Farsø.
Thitsalen i Dr. Ingrid Hallerne bliver i morgen ramme om et politisk møde, hvor ældrepolitik er på dagsordenen.
"Vi kunne godt tænke os at få at vide, hvordan det går med udmøntningen af ældremilliarden, og hvilke initiativer, der er taget for de penge. Vi kunne også tænke os at få at vide, hvad ”ældrebyrden” betyder for kommunen. Der er nogle der påstår, at ”byrden” er en god forretning for stat og kommune. Så hvordan ser ”ældreforretningen” ud her i Vesthimmerland?" spørger Jørgen Gravesen, der er formand for Ældre Sagen i Farsø.
Borgmester Knud Kristensen (K), sundhedsudvalgsformand Palle Jensen (S) og socialudvalgsformand Morten Mejdahl (V) vil være til stede for at svare på spørgsmålene og fortælle, hvad der er råd til i 2015. De opfylder dermed et tilsagn fra sidste år om at mødes med kommunens pensionister og efterlønnere.
Ældre Sagen i Vesthimmerland har tænkt sig at gøre det til en fast tradition i november at invitere de ansvarlige politikere til et ufornemt møde om de store og små problemer, som optager de ældre. Det er nu anden gang det sker.