Det var bare en af mange racistiske udtalelser, musikeren Gregory Boyd måtte lægge øre til i sin barndom i Milwaukee, Wisconsin, hvor han blev født i 1967. Det fortalte han om forleden i en fællestime for elever og lærere på Vesthimmerlands Gymnasium og HF med overskriften ”Black in the USA”.
Udtalelsen faldt i en bus, hvor den lille Greg gjorde alt for at gøre sig usynlig. Gennem sådanne små hverdagsscener i kød og blod fik han hurtigt tilhørerne til at forstå, hvor hårdt det havde været at vokse op som sort i den fattigste del af arbejderklassen. Faderen var ansat på en fabrik, hvor man fyldte Coca-Cola på flasker. På et tidspunkt, efter et sygdomsforløb, blev han tilmed alkoholiseret.
Det var den ene pol i Gregory Boyds fortælling. Den anden var musikken, som var forbundet med moderen. Hun sang for børnene, og Greg havde indtrykket af, at han altid lyttede til musik, da han var mellem 4 og 6 år. Bl.a. i ”kirken”, som tidligere havde tjent som slagteri eller lignende. Den musik, der mødte ham her, fremstod i hans erindring som fantastisk.
En tre gange undervejs i fællestimen sprang Boyd til klaveret, der stod på scenen, eller til olietønderne ved siden af for at give eksempler på denne musik. Bl.a. fik han nærmest opbygget en gospelstemning på et tidspunkt, hvor tilhørerne interagerede.
Det var denne arv fra moderen om, at alt nok skal blive godt, der til sidst fik overtaget i Gregory Boyds liv. En skønne dag fik han mod til at stille sig op og dirigere marineorkestret, som han var blevet optaget i, og fra at have været en dreng, der ingenting var og som skammede sig over sin påklædning, var han nu noget og dannede ligefrem skole for, hvordan de andre gik klædt.
Selvom næsten hele fællestimen foregik på engelsk (med undtagelse af ordet ”bindingsværkslejlighed” og et par andre danske gloser), havde eleverne ikke svært ved at forstå Boyd. Han var flink til at gentage sine sætninger, og samtidig gjorde han sig de største anstrengelser med kroppen for at få budskabet frem. Det lykkedes ham også til sidst at få en dialog i gang med eleverne.
Bifaldet ved fællestimens afslutning tydede på, at eleverne nu har fået sat billeder på den institutionaliserede og kulturelt betingede racisme, de i teorien godt vidste eksisterer i USA.
