Den kendte sætning, som forbindes med en af Hedeselskabets medstifter Enrico Mylius Dalgas, fik lidt en dobbelt betydning ved søndagens fejring af Skovens Dag i Uhrehøje Plantage.
Her tog borgmester Per Bach Laursen i sin jubilæumstale bl.a. udgangspunkt i, hvorfor det oprindelige sandfygnings- og hedelandskab blev tilplantet efter afslutningen på 1. Verdenskrig, hvor indad måtte vindes, altså kapitaliseres, efter en hård 1. Verdenskrig. En tilplantning som startede i 1919 og derfor var anledningen til, at der ved årets Skovens Dag arrangement kunne fejres 100 års jubilæum.
Men, ”hvad udad tabes skal indad vindes” har også en mere nutidig betydning, for den landsækkende kampagne med fejring af Skovens Dag er lukket ned, så skulle Vesthimmerland fortsat udbyde Skovens Dag i Vesthimmerland, skulle vi lokalt selv løfte arrangementet, fortæller Karin Winther, naturvejleder og koordinator for Skovens Dag. Og da spørgsmålet blev stillet til de mere end 60 frivillige aktører i efteråret, så var svaret samstemmigt, vi fortsætter.
Det er det fantastiske i Vesthimmerland, at vi har så mange frivillige, som år efter år stiller op, for at vise og tilbyde aktiviteter i skoven. Aktiviteter som også til daglig udøves i vores kommunale skov. En skov, som borgmesteren også nævnte, kunne kapitaliseres, men som det nuværende byråd så det, i de friluftsværdier og aktiviter som bl.a. udbydes på Skovens Dag.
- Det spændende spørgsmål var så, om der så også ville komme besøgende, når vi nu ikke havde den landsdækkende kampagne at læne os op af, fortæller Karin Winther. Og det gjorde der heldigvis på trods af den kolde vind og knap så gode vejrudsigt. Den gjorde så til gengæld, at flere af gæsterne gik i læ i skoven, tog med på guidede ture eller fulgte de ”glad-grønne” tråde op til jubilæumstræet ved gravhøjen øverst på randmorænen. Tråde som stadig er der, og som starter ved P-Pladsen ved naturbasen og kan følges både dag og nat, da de ved brug af lommelygter lyser op i mørket.
Og tilbage til sætningen, ”hvad udad tabes skal indad vindes”, Skovens Dag er ikke tabt på gulvet i Vesthimmerland, for de mange frivillige aktører er heldigvis klar igen næste år!