Velbesøgt generalforsamling i FUIK.
Tekst: Per Lyngby
- Det kan godt lyde lidt mærkeligt, når vi nu er en fodboldklub – men 2018 var på mange måder et skelsættende år, da det var første år i en længere årrække, hvor der har været fuld fokus på det vigtigste –nemlig fodbolden – og ikke på opførsel af kunstgræsbane, drift og vedligehold af stadion, forsikringssager med mere.
Sådan sagde den afgående formand i FUIK, da han aflagde sin sidste beretning som formand ved generalforsamlingen fredag aften, hvor der måtte hentes ekstra stole ind, så alle fremmødte kunne få en siddeplads i klublokalet i dronning Ingrid Hallerne.
Kim Nyby kunne fortælle, at man har haft en lille nedgang i antallet af medlemmer i ungdomsafdelingen. Det har betydet, at der er indført gratis kontingent for de yngste spillere - noget man i bestyrelsen betragter som en investering i fremtiden, hvis det kan få flere børn til at komme til fodbold i klubben.
Årets Vildbjerg Cup var en succes, og nu ser man frem mod 2020, hvor FUIK har 40 års jubilæum som deltager ved den store fodboldturnering.
Fodboldskolen i sommerferien var som sædvanlig en stor succes, medens futsal-skolen i efterårsferien ikke havde helt så stor appel. Man forsøger sig dog med endnu en i dette års efterårsferie.
På seniorfronten har man fundet et stabilt niveau med 3 herre seniorhold, et U 19 hold og et dame senior hold.
- Sportslig var 2018 en rigtig fin sæson – hvor serie 2 holdet var med i oprykningskampen lige til det sidste – dog uden det lykkedes. Det gjorde det til gengæld for 2. holdet, som nu er at finde i serie 3. Det bliver spændende at følge holdet her i foråret, og vi kan kun krydse fingre for, at opbakningen til træning og kamp bliver stor, da det ellers godt kan blive svært at begå sig i den række, sagde Kim Nyby.
Sammenholdet og klubånden blev af formanden fremhævet som den vigtigste drivkraft i klubben. Det er også kommet til udtryk gennem det frivillige arbejde bestyrelse og medlemmer har lagt i at bygge et nyt materialeskur ved stadion. Desuden har der i årets løb været afholdt 2 arbejdslørdage, hvor en lang række praktiske opgaver er blevet klaret.
Som noget nyt blev der i 2018 indledt et samarbejde med Aars IK om at arrangere koncert i Messcenter Vesthimmerland. Officielt er det FUIK’s Venner som er gået ind i samarbejdet, men reelt er det også klubbens medlemmer og moderklubbens bestyrelse, som er med og yder et stort stykke arbejde i den sammenhæng. Og med stor succes, da det gav et økonomisk overskud på 125.000 kr. til FUIK’s Venner.
Man forsøger at følge op på succes’en med en ny koncert den 30. marts.
Og netop det vellykkede koncertarrangement var med til at sikre klubbens økonomi, hvor regnskabet viser et overskud på ca. 4.000 kr. - ikke mindst fordi man fik en økonomisk hjælp fra FUIK’s Venner.
- Resultatet kan jo vendes og drejes på mange måder, og den skarpe læser kan også se, at uden et tilskud fra FUIKs Venner på kr. 100.000, så var der ikke balance i butikken. Det synes jeg personligt ikke gør så meget, da nogle af udgifterne netop er valgt, da vi samtidig har været en del af f.eks. koncerten – og hvis ikke penge tjent i foreningens ånd, skal anvendes i foreningens ånd – ja, så ved jeg snart ikke hvorfor de skal tjenes, understregede Kim Nyby, som sluttede af med at takke for det gode samarbejde i klubben gennem årene.
Magnus Bojer bliver ny formand, efter at have været næstformand i en periode. Sisse Brøndum-Berg og Pia Mathiasen blev genvalgt til bestyrelsen, medens der var nyvalg til Ebbe Nielsen.
Kurt Nørgaard og Anders Jørn Skriver stoppede efter mange år som klubbens revisorer og blev afløst af Niels Lapirtis og Jannik Skammerits Larsen.