Stigende beskæftigelse og bedre infrastruktur har præget 2017 i Farsø.
I Farsø Erhvervsråd er vi meget glade for – og naturligvis stolte over – at det går rigtig godt for en række af vores store virksomheder i byen. Antallet af arbejdspladser hos vores virksomheder har været stigende igennem 2017. Den stigende beskæftigelse har stor betydning for væksten og arbejdsløsheden i vores område.
Det fastslog formanden for Farsø Erhvervsråd, messedirektør Brian Otte, da han onsdag aften aflagde beretning ved generalforsamlingen i Farsø Erhvervsråd.
Formanden glædede sig også over udviklingen i den lokale infrastruktur, hvor omfartsvejen ved Aars har betydet, at adgangen fra Farsø til motorvej E45 er forbedret. I samme forbindelse bakker man op om bestæbelserne på, at få den kommende Hærvejsmotorvej tilsuttet E45 nordligere end Hobro, f.eks. ved Sønderup.
I bestyrelsen er der igennem 2017 arbejdet på at få udvidet erhvervsområdet i Farsøs sydlige industrikvarter.
"Vi har i den forbindelse haft en tæt dialog med Vesthimmerlands Kommune omkring dette.
Det er vores mål, at vi i denne proces får udpeget nye områder, der skal udlægges til erhverv og byggemodnes, så vi er klar med nye og attraktive byggegrunde til de virksomheder, der har behov for at udvide og bygge nyt", sagde Brian Otte.
I den forbindelse er der lokale problemer, som skal løses. Dels ligger der en del gravhøje i området og dels ligger der også en grusgrav, hvilket betyder, at regionen har udlagt store arealer til råstofområder.
"Vi er dog fortrøstningsfulde overfor at der bliver fundet en løsning på begge disse udfordringer, således at vi kan få lagt fast, hvor den fremtidige erhvervsudvikling skal foregå i Farsø", fastslog formanden.
Det faste samarbejde med turistforeningen og handelsstandsforeningen i Farsø gennem ETC har gennemgået store forandringer i det forløbne år. Den faste medarbejder, som koordinerede arbejdet opsagde sin stilling, og den blev ikke genbesat. I stedet skal de enkelte foreninger selv bruge ressourcer til dette arbejde.
I samarbejdet er der også brugt tid og ressourcer på at udvikle en ny Farsø App til smartphones. App'en har ladet vente på sig, men skulle være klar til lancering i løbet af foråret.
I Vesthimmerland er de 4 lokale erhvervsråd samlet under paraplyen Erhverv Væksthimmerland, som primært arbejder indenfor tre områder:. Iværksætter Væksthimmerland, Forum Væksthimmerland og Erhverv Væksthimmerland.
I øjeblikket arbejdes der især med fokus på udviklingspotentialer i bestående virksomheder, digitalisering, arbejdskraft og oprettelse af et mentorkorps for iværksættere.
Der arbejdes også sammen med de lokal turistforeninger i Visit Vesthimmerland, hvor man i øjeblikket arbejder med et nyt brand "Himmerlands Vestkyst", som skal være med til at sætte fokus Vesthimmerlands geografiske placering til Limfjorden.
Peter Tolstrup, Mads Øgaard og Morten Nielsen blev alle genvalgt til bestyrelsen, som i den forløbne periode har hentet suppleanten Ole Kuhr fra Spar Nord ind til at erstatte Knud Erik Markusssen, som efter eget ønske er udtrådt. Ny suppleant er Claus Villadsen fra Den Jyske Sparekasse.