Golfturneringen Made in Denmark Presented by FREJA, der skulle været spillet fra den 21.-24. maj i år, udsættes til en endnu ikke offentliggjort dato i 2021.
Forbuddet mod større forsamlinger er som bekendt foreløbigt forlænget frem til den 31. august.
Made in Denmark har derfor de seneste uger undersøgt mulighederne for at udsætte årets Made in Denmark til september - men må konstatere, at der lige nu er for stor uvished om, hvorvidt det ville være muligt. Derfor har både ledelse og bestyrelse fundet det urealistisk at gennemføre årets turnering på den måde, som turneringen er kendt for.
Ud over hovedturneringen på European Tour så aflyses, af samme årsager, også Challenge Tour turneringen; Made in Denmark Challenge Presented by FREJA. Turneringen skulle været spillet 12.-15. august i Frederikshavn Golfklub.
"Vi har gennem hele denne proces fået en helt fantastisk opbakning fra sponsorer, partnere, leverandører og spillere, så vi kan garantere, at alle er opsatte på at arbejde hårdt for at kunne præsentere en superstærk Made in Denmark Presented by FREJA i 2021, oplyser Made in Denmark.
Alle solgte billetter er tidligere blevet refunderet.